Kære Bundsgaard.

Jeg ved næsten ikke noget værre end at have kørt sig op til en god gang brok, og så få den fuldstændigt ødelagt. Som at give et barn en herlig fodbold, og punktere den for øjnene af ungen, inden den får givet bolden et ordentligt los.

Nu havde jeg ellers begivet mig ud i alle brokskaberes moder, nemlig motionscykling, der af mange smukke egenskaber kan bryste sig af at fremkalde enorm irritation, både hos udøverne og dem, der skal kigge på det.

Andre må brokke sig over, hvor hæsligt det er at skulle se på mig, i mit alt for stramme cykeltøj. De kan endda få det tip at det skyldes en uheldig kombination af fedme og fejlvask. Jeg kan sagtens nøjes med at spise af den buffet af brokfremkaldende uhyrligheder, man bliver stillet overfor som medlem af lycrabrigaden.
At kommunerne vogter placeringen af deres cykelstier grundigere end Coca Cola vogter deres hemmelige opskrift? At det faktum ikke forhindrer bilister i at stikke hovedet ud af vinduet og med spyttet blafrende fra kæbeposerne skrige at man ”skal køre på cykelstien!”, og hvis man så spørger, hvor den befinder sig, får man et tegn, jeg kun kan tolke som om den befinder sig et sted i luften over deres midterste finger. Eller at de cykelstier, det er muligt at finde er overbefolket med fodgængere, der vader ubekymrede rundt på dem, som var de med i en danseserie fra 80’erne, så snart temperaturene bliver tocifrede.
Jeg følte mig efter tyve minutter som en højst privilegeret brokker, med en bred vifte af emner lige foran mig, da jeg drejede om et hjørne i Lyngby, og så, hvad der tilsyneladende var en ældre dame, med praktisk korthåret frisure, i gang med at krydse vejbanen med en buket blomster. Fordi jeg kun brokker på deltid, så vurderer jeg at hvis jeg holder op med at træde rundt, så passer det fint med at hun kan komme over vejen med sin nyindkøbte botanik, uden at jeg kommer for tæt på, og den forudsigelse holder fint, lige til skikkelsen stopper op midt på cykelstien, og stikker hele ansigtet ned i buketten. Mens jeg bremser op, OG føjer ”ældre damer som vader rundt midt i det hele” til emnelisten, kommer jeg så tæt på at jeg kan se, det ikke er en ældre dame, men en ung, udviklingshæmmet mand, der bare var så glad for sine fine blomster, at han blev nødt til at dufte til dem midt i det hele. Han ænsede mig ikke, da jeg listede forbi bag ved ham, men jeg havde heller ikke mere brok tilbage i mig for den dag.
KH Dorset.