Kære Dorset

Har du også lagt mærke til, hvordan vandindtaget er steget? Her tænker jeg ikke på et utæt tag; men på hvordan folk konstant og hele tiden klamrer sig til en vandflaske, som var det med døden til følge at miste den. Misforstå mig ikke. Folk skal da drikke vand. Masser af vand. Men drik det dog i stedet for at gå og patte på den flaske hele tiden (her er udtrykket ”patte” faktisk lidt underligt, for når spædbørnsmødre hiver mejeriet frem, så labber barnet i sig til sult/tørst er stillet/slukket. Det er jo ikke vandflaskefolkets formål. Det virker nærmest neurotisk betinget).

Da jeg var dreng (havde du spurgt mig for 10 år siden, om jeg nogensinde ville bruge den vending, ville jeg ha’ brølet NEJ!), drak vi vand til maden, og når vi var tørstige. Jeg har så senere læst mig til, at det bedste er at drikke vand INDEN man bliver tørstig. Og fint nok med mig, hvis man lige skyller et glas vand ned, fordi en opkommende dehydrering lurer lige om hjørnet.

Hvis bare Grauballemanden havde fået det tip, havde han måske set lidt mindre rynket ud.

Nuvel.

Der hvor det – efter min mening – kammer over, er når folk hele tiden lige skal sippe et par milliliter H2O ned i enhver tænkelig pause.

I går var jeg i en kendt Tysk indkøbskæde, og i køen ved kassen skal et eller andet kvindemenneske til at betale. Men nej nej. Selv om kassemedarbejderen HAR oplyst beløbet og tastet det ind på kreditkortterminalen (det hedder vel ikke Dankort mere?), så skal Dullemarie lige ha’ 4 dråber vand fra sin medbragte vandflaske. Jeg går stærkt ud fra, at det VAR vand, for hun havde næppe behøvet at styrke sig med vodka pga. en regning på 33.95,-

For en del år siden producerede jeg Hit med Sangen. Programmerne skulle klippes på DR. Det var dengang, man klippede fra bånd til bånd. Jeg ku’ godt selv klippe; men næhe nej det måtte man ikke – i DR. Så jeg blev tildelt en kvindelig tekniker af Ungarnsk herkomst. Hun var sød nok – og er det sikkert stadig; men hun havde et utrolig afslappet forhold til mødetid. Og hvis hun nu fik griflet alle sine dårlige undskyldninger (”vinduespudseren kom ikke”, ”jeg ku’ ikke få fat på min tandlæge”, ”værkstedet var ikke åbent, da jeg kom derud klokken 8.45” osv.) ned, ville hun kunne overgå Saxo i sideantal – selv med lille skrift. Når hun så endelig kom (9.15-agtigt), var det første hun gjorde at knalde en flaske vand og en posefuld skrællede grøntsager på redigeringspulten. Og hver (som i: HVER ENESTE) gang hun trykkede ”preview” (det er så der, båndmaskinerne spoler nogle sekunder tilbage inden et klip), skulle hun så lige skrue låget af vandflasken, fugte læberne, skrue låget på og gnaske lidt rød peber (det må være helsevegetarens svar på et hiv af en smøg). Klokken 12.00 blev der trykket ”ALL STOP” på pulten, for på DR spiser man frokost klokken 12.00. Omkring 12.45-13.00 var hun så tilbage og sippede og gnaskede videre. Jeg fandt faktisk aldrig ud af, hvad hun foretog sig i de frokostpauser.

Her på Østerbro vandrer alle speltmødrene rundt med vandflasker, når de triller barnevognen. Og de er simpelthen ved at løbe tør for hænder, for der er jo også lige den der Kaffe Latte, den økologiske bolle og iPhonen, som skal passes. Løsningen er selvfølgelig 2 holdere på barnevognen, headset til iPhone. Det giver lige én hånd til bagvarer og én til barnevogn. Men der skal bare lige byde sig en gang fermenterede grøntsager i vintage emballage til, så tipper læsset.

Det er så nu de vandhellige, vil påstå, at jeg er hysterisk, og det bare lige er to enkelttilfælde, jeg trækker frem. Til det vil jeg så sige: Ja, jeg er hysterisk, og det er jo ikke enkelttilfælde, når jeg nævner to. Men jeg er ikke fedtet, når det kommer til brok (hvis nogen er i tvivl, så bare ring til Spies Rejser eller Thomas Cook Airlines og fortæl I kender mig. Mit gæt er, at I aldrig kommer på et fly.), så her er endnu en situation, hvor folk nok sku’ ha’ lagt noget medicin under tungen i stedet for at medbringe en vandflaske:

Som du ved Dorset, kastede jeg mig ud i noget yoga for over et år siden. Det var hos Karen-Lis (og det behøver vist ikke mere forklaring. Navnet siger alt). Dette forår har jeg så kastet mig ud i noget endnu mere udflippet yoga. Nemlig Kundalini yoga. Det handler om chakra, og før man ved af det, sidder man i en orange kegle (spørg Bettina Wøhlk, hvis du vil vide mere). Det hele slutter med 12 minutters meditation. Og her er den så igen. Vandflasken! Soleima (skal vi ikke bare kalde hende det, fordi hun har fyret hele sin børneopsparing af på selvbruner?) sidder ved siden af mig, og mindst én gang i minuttet, skal hun da lige sippe lidt vand fra sin medbragte lyserøde flaske, som hun så selvfølgelig har knaldet en kulstang i – så det forstyrrer xtra meget.

Hun gør det i 120 minutter og flasken indeholder vel 40-50 cl – så kan man jo lige gange og dividere på det. I starten generer det mig ikke så meget. Hun udleverer sig selv ved at spørge, om det her er yoga eller et foredrag. Jeg får himmelvendte øjne – men de er jo heldigvis lukkede. Men da hun rasler løs (konstant og hele tiden) med sin rangle af en vandflaske under meditationen, generer det mig sgu så meget, at jeg får lyst at kaste vand på hende.

Det ville nok bare være som at smide vand på en gås.

 

Kh Bundsgaard