Kære Dorset
Jeg har lige været på en såkaldt pakkerejse. Begrebet pakkerejse opstod vel allerede i 50’erne og så nappede Simon Spies den til os Danskere i 60’rene. Konceptet var noget med at, når man havde bestilt sin rejse, kørte alt på skinner (selv om der er tale om en flyrejse.) Sådan gik det så ikke lige for os (os = min mand, min mor på 93 og – ja – mig selv.)
Jvf. billetten og i omegnen af 20-30 mails fra Spies (de kan fandeme få spammet info ud, når det gælder mersalg) skulle vi flyve klokken 8.15 mandag morgen. Jeg er udpræget C-menneske, så det er ikke lige min kop tis at skulle op klokken 3.30 for at være i lufthavnen klokken 6. “Du kan sove, når du bliver gammel,” siger min mor altid. Hvilket – efter lidt hurtig hovedregning – vil sige, om tidligst 42 år. Lidt lang udsigt til en time på øjet, syntes jeg. Men jeg trøstede mig selv med, at jeg jo kunne sove på flyet. Det troede jeg, at jeg kunne i nær fremtid; men det skulle vise sig, at jeg ville føle mig som mindst 95, inden jeg kom ombord på noget, der bare mindede om et fly.
Da vi ankommer til Kastrup med bagagen fyldt af ferieforventninger, bliver vi informeret om, at “flyet ikke er der.” “Det er væk,” siger hende pigen (lad os kalde hende ServiceLonnie). “Men der er ny information senest klokken 10.30, og I får tre vouchers a hver 150,-“ fortsætter ServiceLonnie. Hurra! 4 ½ time i en lufthavn og 150,- til at snolde for. Enhver der har været i hvilken som helst lufthavn ved, at det regnskab på ingen måde går op. En kop kaffe, et rundstykke med gummiost og en flaske kildevand, så er den voucher brændt af. Og hvad er det lige med det der fly, som er væk? Har det været i nærheden af den der trekant ved Bermuda? Eller er de kreative folk i kundeservice bare ikke mødt op endnu? Jeg gætter på det sidste, og de møder tilsyneladende usædvanligt sent den mandag, for klokken 10.22 får jeg SMS om, at “Thomas Cook arbejder på at finde en flyløsning, og der kommer ny info senest 11.15”. (“Next info 11.15” som praktikanten skriver for at virke lidt fresh.)
Det er selvfølgelig rart, at det er en flyløsning, de arbejder på, og ikke en løsning med hest eller sporvogn; men hey er der en voksen til stede?
11.41 kan de så endelig informere om, at de har støvet to fly op, og de anslår afgangstiden til 14.50 (det ender så med at blive to timer senere. De sku’ nok ha’ brugt verbet “håbe” i stedet for “anslå”, når kundeservice er bemandet med praktikanter, der bruger et raflebæger til at anslå forventet afgangstid.) Flyet vi skal med viser sig at være en græsk plimsoller af et luftskib. Der findes åbenbart også “Lej et Lig”, når det gælder fly, for denne Airbus 320 er en tidsrejse i sig selv. Men den Græske besætning ved lige hvor hård en knytnæve der skal til for at lukke lågen til bagageopbevaringen. Det er som at være med i en genindspilning af et mix af Waterworld og Conair. Og det er nu, jeg opdager, at vi i virkeligheden er statister i et show, hvor nogen med en slags kontrolpanel afprøver hvor langt man kan kører 212 charterturister ud. Og vi kan åbenbart køres vildt langt ud. Lidt som med frøen i gryden med vand. Husker du den Dorset? Det er sådan, at hvis man lægger en frø ned i en gryde med lunkent vand og derefter varmer det langsomt op til kogepunktet, så bliver frøen i vandet til den dør. Hvis man derimod smider en frø i kogende vand, hopper den op. Havde vi vidst, hvad vi ville blive udsat for, var vi hoppet op – blevet hjemme. Men vi røg i gryden med lunkent chartervand og er frøer, der er ved at blive kogt ihjel, i et absurd show.
Efter at være blevet beordret til den absolut fjernest liggende gate (postnummeret skiftede mens jeg stod på det ene rullebånd, og jeg er overbevist om, at jeg så et skilt med skriften: “Roskilde 9 km” på et tidspunkt), har de nu fundet på, at alle passagerer skal om-bookes manuelt ved gaten. Gæt selv hvor lang tid det tager at få forklaret dét til 212 passagerer, hvor langt størstedelen står med den ene fod i graven – og den anden på et stykke sæbe? De (Spies) krydrer det hele med at skiftevis kalde folk op til skranke 26 og herefter 27 og så 26 igen. Det er som om, de simpelthen går efter udtrætning nu. De prøver at reducere antallet af passagerer om det så er ved dødelig udgang. Men jeg er stædig. Om jeg så skal sendes afsted i en urne, så rejser jeg, for jeg har set vejrudsigten for Danmark.
Nuvel. Så skifter de taktik igen. De prøver skræmmemetoden. De kalder os ud på startbanen (for afskibningen er på gammeldags Tyskermaner nu), så vi kan se vraget, vi skal flyve med. Men det er hardcore passagerer. Ingen falder døde om, så de vender tilbage til udtrætningsmetoden: Denne gang kalder de os tilbage fra startbanen og lader os stå i et koldt glasbur uden stole.
Men igen dør. Ikke engang min seje mor på 93, så Spies giver op (tror vi) og sender os afsted i den græske kamikazeflyver. Men Spies har selvfølgelig en joker på hånden – og spiller den. Kombinationen Græsk fly og Spansk bagageudlevering gør det nemt for dem: De sylter bare udlevering af min mors rollator så længe, at bussen til hotellet er kørt, da vi endelig kommer ud. Ingen guider der venter og hej-hej forudbestilt transport til hotellet. Så meget for begrebet “pakkerejse.”
Blev det en dreng? Blev det en pige?
Nej, det blev en Taxi.
Næste dag beder jeg Spies om en forklaring på, hvorfor de ikke ventede på os.
I en SMS skriver Charlott: “Dette vides faktisk ikke, dette er kun noget guiderne ude i lufthavnen ved om. Dette har sikkert været en fejl.”
Der ER bare folk, som ikke skal sættes til at besvare SMS’er.
Charlott og de andre i Spies info burde arbejde på et posthus.
Altså i pakkesorteringen – UDEN kundekontakt.
Kærligt
Bundsgaard