Kære Bundsgaard.

Tak for endnu en omgang brok. Det er utroligt befriende, ja nærmest terapeutisk at tage tilværelsens små irritationsmomenter et ad gangen, og bearbejde dem i selskab med vores søde læsere.
Definitionen på ”brok” er vel at bruge for mange mentale kræfter på noget, man burde være i stand til at ignorere. Men samtidig er det uhøfligt at ignorere folk, der taler til en. Så derfor vil jeg misbruge lejligheden til at brokke mig over folk, der stiller dumme spørgsmål.

Altså ikke mennesker, der stopper mig på gaden for at høre om jeg kan huske Christian IVs regeringsperiode, for jeg elsker at fremvise hullerne i min uvidenhed.
Jeg tænker mere på de spørgsmål, der er en form for udlicitering af egentlig tankevirksomhed:
Forleden var jeg i Kvickly, (fordi mit liv rykker for vildt!), og da jeg kom helt frem til kassekøen, var der en ældre dame, der med sin rullekurv havde stillet sig lidt på tværs af to køer, så hun kunne observere, hvilken kø, der mon gik hurtigst, inden hun valgte, og dermed efterladt en halv meters plads foran sig i den ene kø. Der stod hun (og jeg) så og ventede et langt minut.

DET kunne en anden ældre dame bag mig (ja, jeg bor på Frederiksberg) ikke vente på. Der var sikkert en genudsendelse af ”Hokus Krokus” der kaldte derhjemme, så i stedet for at sætte startsvinget i højre øre og få hjernekassen i gang, så den er klar til at fordøje det komplicerede haveprogram lidt senere, så stiller hun mig spørgsmålet: ”Står du i kø?”
Og det er så her, jeg bliver lidt træt af livet. Altså hendes! Hvad regner hun egentlig med at jeg ellers skulle foretage mig, når jeg står helt stille oppe ved kassen i Kvickly? ”Chiller”?
Jeg kunne selvfølgelig være en af de sjældne spekulant-typer, der hænger ud for at se om prisen på brillerens daler i dagens løb, så jeg kan slå til på det helt rigtige tidspunkt, og hvis damen har mødt mange af den slags, skal jeg selvfølgelig nok undskylde, næste gang, hun står og er faldet i staver foran et eller andet nyt produkt, som stegemargarine eller mælk på karton.

Nogen tænker måske ”det var jo for at skynde på dig eller få dig til at rykke frem”, men hun skal sgu da ikke bruge mig som en form for rambuk i forsøget på at vælte sin pensionist-kollega eller skubbe hende foran mig over i kioskområdet. Så jeg noterede mig hendes særlige kendetræk (ingen), og besluttede mig for næste gang, jeg ser hende at kaste mig ud i en pædagogisk indsats: Nemlig at følge efter hende rundt i butikken, og hver gang, hun tager en vare, råbe ”skal du have letmælk? Vil du købe kommenost?!? Kan du lide laks?”

Det er måske lidt meget af gøre ud af et enkelt tåbeligt spørgsmål, men jeg fik god tid til at udtænke en passende hævn, for en noget yngre dame vurderede, jeg IKKE stod i kø og skyndte sig at smutte ind foran mig.
Så måske findes der dummere ting end dumme spørgsmål.
KH Dorset.