Kære Dorset

Kender du det? Altså ikke Søren Kragh-Jacobsens sang, som alle tror hedder Mona, Mona. Næhhe nej. Kender du det, hvor man får sagt ja til noget, selv om man havde lovet sig selv at tage NEJ-hatten på og stå fast; men så alligevel ender med at sige ja?

Det gør du vel.

I dag kom jeg til at tænke på en situation, som jeg for mange år siden fortalte til en neuropsykolog i forbindelse med en forestående arbejdsprøvning.

Stine – som hun hed og sikkert stadig hedder – spurgte mig om sådan noget med at klippe tv ikke bare var sjovt og afslappende. Nærmest som at sidde og se tv lørdag aften (hvilket efterhånden nærmest hverken er sjovt eller afslappende. Det er nærmere tåkrummende og anstrengende).

”Det er som man tager det,” svarede jeg Stine. Og gav hende et eksempel. Et tænkt eksempel, for der jo ingen grund til at hænge folk i tv-branchen ud, når man har tænkt sig at vende tilbage til netop den branche efter tre blodpropper i hjernen. Blodpropperne havde ramt lillehjernen (”heldigvis” som min mor sagde. Hun troede at den del af hjernen er lidt a la blindtarmen).

Blodpropperne havde ramt lillehjernen, som blandt andet tager sig af finmotorik og balance. Det var ikke storehjernen og de frontale pandelapper, det var gået ud over, så jeg var ikke blevet gal og underlig. I hvert fald ikke mere end jeg er født med og har tillært mig i løbet af 20 år i tv-branchen. En branche der faktisk ER gal og underlig.

Nuvel. Jeg sagde til Stine: ”Forestil dig, at du har siddet og klippet på en dokumentar i 5-6 uger. Det er fredag og nu kommer redaktøren fra tv-stationen til gennemsyn på programmet.” Lad hos kalde hende (redaktøren) for Ditte. Ditte kommer lidt forsinket (det er omkring 40-50 minutter i den branche). Det første hun siger er: ”Jeg er altså den der er gået om en time, for så skal jeg være ude til prøverne på vores fredagshow”. En stærk udmelding eftersom programmet har en varighed på 50 minutter, og hun jo sikkert har et par tusinde meninger om det (det burde hun, for det er jo det, hun får løn for.) Til stede er også tilrettelæggeren og produktionsselskabets producent/direktør.

Nuvel. Vi ser programmet, mens Ditte viser sine nye sko frem, kæderyger blå Kings (det gjorde man dengang – selv i klipperummet) og fortæller om det nært forestående fredagsunderholdningsprogram.

Programmet som vi har gennemsyn på handler om en dansk mor, der er gået under jorden med sine børn, fordi hendes Tunesiske mand truer med at bortføre dem. Moren – hovedpersonen – kæderyger i master-interviewet, eftersom hun er ret presset.

Efter rulletexterne har Ditte 2 kommentarer:

1)Kvinden virker usympatisk, fordi hun har briller med tykke glas, og fordi hun sidder og ryger. Det må i gøre noget ved!

2) Musikken er underlig.

På spørgsmålet om hvad der er underligt ved musikken svarer hun: ”Den er bare irriterende.” Herefter er hun hu-hej ude af døren og på vej i en forudbestilt Taxi. Producenten siger: ”Det gik da meget godt. I må bare lige skifte musikken og lægge flere dækbilleder på!” Javel. Tilrettelæggeren sidder bare og kikker nervøst, så det er mig der siger: ”Jamen vi kan da ikke dække alle interviewstykker med andre billeder. Vi HAR brugt alt materialet.”

”Der er altid noget, når man spoler råoptagelserne igennem”, svarede producenten og gik ud til fredagsbaren. Tilrettelæggeren begynder at tage bånd ned fra hylden. ”Hvad har du gang i?”, spørger jeg. ”Jeg går lige ind og spoler båndene igennem”, svarer tilrettelæggeren. ”Du ved lige så godt som jeg, at der jo højest er et billede eller to vi ikke har brugt”, svarer jeg. Tilrettelæggeren går – uden bånd. Men kommer tilbage med produktionslederen. Lad os kalde hende Camilla. ”Hvad er problemet?”, vrisser Camilla, mens hun sætter hænderne i siden. ”Som jeg ser det, mangler vi en dags optagelser og en xtra dag til klip”, svarer jeg. ”Budgettet er allerede overskredet, og der skal mixes lyd på mandag. Det burde du vide!”, svarer Camilla. ”Måske kan man løse det med at optage nogle regnvejrsbilleder gennem en forrude. Det ser ud til at blive regn her i weekenden, og I må gerne låne mit kamera gratis. Jeg kan desværre ikke selv stå for optagelserne, da jeg er optaget”, svarer jeg. ”Hvad skal du!?”, svarer hun lynhurtigt. ”Som jeg fortalte i mandags er min far lige død, og han skal begraves her i weekenden”, mumlede jeg. Hvortil hun sagde. ”Vel ikke HELE weekenden!?”

Og lige pludselig er jeg på ulønnet regnvejrsoptagelse lørdag og klipper om i programmet søndag eftermiddag og aften, fordi jeg jo godt kan nøjes med at deltage i kirken og droppe gravøllet.

”Er det sådan det er?”, spurgte Stine. ”Nej da Stine. Det er løgn lige som alt inde i fjernsynet, løj jeg.

 

Kh Bundsgaard