Kære Bundsgaard.

Jeg føler med dig. Der er ikke noget værre end at sidde i en misundelsesværdig position, og så ikke have en netforbindelse, der yder situationen retfærdighed. Man kan jo ikke sidde og flikke en collage sammen af billeder fra brochuren og snailmaile den til samtlige sine facebook-venner.

I 2018 bør enhver charterferie jo komme med en færdige fotopakke af ”solbrændte ben ved pool”, ”lokal vin med dugperler på glas” og ”solnedgang over strand med hovedperson i tænksom positur”. Vi er endda nogle, der ville betale ekstra for at få mere fotogene ben på billedet og måske et ekstra glas dugget vin, så vores eget ikke altid var halvtomt på fotoet.

Amerikanerne har jo kendt princippet i mange år, med skilte, der tydeligt angiver hvor på seværdigheden, man får det officielle billede. Men det er jo en analog teknologi, man sagtens kunne erstatte med en lille billedpakke, der lå færdig ved ankomsten, så man kunne holde fri på ferien, i stedet for at styrte rundt efter misundelsesværdige fotografier.

Det er en helt gratis idé til rejsebureauerne. Jeg tror bare, de skal skynde sig at bruge den, for jeg har en forhåbning om at indenfor et overskueligt antal år, så er vi i stand til at ignorere selv det det mest servicemindede Wifi.

Jeg håber i hvert fald at JEG er, for det kræver lige nogle års (ihærdig!) træning. Jeg kan blive helt baby-frustreret, hvis tingene ikke virker, og jeg ikke kan få åbnet den utroligt vigtige nyhedshistorie, jeg har klikket på: Hvorfor må JEG ikke vide, hvorfor en ”kendt skuespiller” pludselig fortrød at have sat sig ind i bilen?! (Det var ikke hans, viste det sig).

Jeg er stort set ude af stand til at arbejde i dagtimerne, fordi min underbevidsthed hele tiden holder et stålsat fokus (af Anders Samuelsenske dimensioner) på om nogen mon liker eller kommenterer eller på anden vis bemærker noget, jeg har delt eller skrevet. Det er så meget lettere for mig at få noget fra hånden, når verden omkring mig er gået i seng, og har taget min trang til opmærksomhed med sig.

Men vi er stadig i internettets barndom, og hen ad informationsmotorvejen skal vi nok lære at bare fordi noget står på min skærm, så er det ikke nødvendigvis henvendt til mig personligt. På samme måde, som vi kan skifte kanal på en radio, kan vi også vælge de ting fra, vi ikke gider se på nettet, i stedet for at skælde folk hæder og ære fra for at skrive det.

Jeg kan huske for et år siden, hvor jeg havde ment et eller andet, der blev delt på Facebook, hvilket fik en ældre dame til i vrede vendinger at skrive til mig, jeg skulle holde op med at være så påtrængende, for nu havde jeg skrevet det samme på hendes side TRE gange.

Jeg forsøgte så sødt som muligt, tonen taget i betragtning, at forklare hende, det var hendes venner, der delte mit opslag, og ikke mig, der troligt tastede det ordret igen og igen på hendes væg.

Men hun delte nu også alder med de damer, der ringede til Go’Morgen-Danmark og brokkede sig over at værterne lavede den samme talefejl i både det direkte program og i genudsendelsen.

Og således trøstet over at der findes mennesker, der er endnu dårligere til sociale medier end mig selv, vil jeg glæde mig til i aften, hvor jeg igen kan koncentrere mig om mit rigtige arbejde.

Kærlig hilsen Dorset.