Kære Dorset

Jeg er blevet lidt mildere her på det seneste. Altså ikke generelt. Bare med hensyn til folks evindelige roden rundt i brugen af ”mig” og ”jeg”. Specielt den gruppe af mennesker, der er så sprogforskrækkede at de 9 ud af 10 gange skriver (eller siger) ”jeg”, hvor der rettelig skulle ha’ stået ”Mig”. Udsagn som ”Opskriften er opfundet af min mor og jeg”, burde automatisk sende folk i sprogfængsel.

Nuvel.

Nu er det ikke sådan, at det ikke irriterer mig længere. Langt fra. Men jeg er holdt op med af afbryde folk råbende ”MIG!”, når de fejlagtigt siger ”jeg”. Nu mumler jeg det bare, mens jeg sender himmelvendte øjne til alle i lokalet. Jeg er (som skrevet) blevet mildere. MEN kun lige i den sag. Og det skyldes, at jeg er blevet mere og mere rasende over den lemfældige omgang med grundleddet ”vi”.

Jeg får spat (jeg taler ikke om sygdommen i haserne på en hest (læs mere om det HER); men derimod den slang-agtige betegnelse for at blive irriteret eller vred) af personer, som hensynsløst bruger ”vi” i en sætning, der på ingen måde inddrager dem selv.

Ta’ nu klassikeren: ”Skal vi lidt op at gå i dag Fru Hansen?” spørger sygeplejersken. Sygeplejersken er sådan allerede oppe at stå, og det eneste hun skal gå til efterfølgende er den nærtstående kaffepause, hvor hun med stor sandsynlighed sidder ned. Fru Hansen – derimod – ligger med brutalt bækkenbrud og skal på ingen måde op at gå den dag. Bare tanken om at forlade sin hospitalsseng får Fru Hansen til at besvime.

Jeg møder også ofte ”vi”-misbruget på mit arbejde, hvor en redaktionschef, producent eller produktionsleder lige slynger følgende ud: ”Vi skal også lige ha’ klippet 3 trailerer til hvert af programmerne.”

Javel.

I forbindelse med 99% af tv-programmer, jeg klipper, skal der altid klippes trailere; men det kommer altid som en kæmpe overraskelse for redaktionschef, producent og produktionsleder.

Og budgettet ser sikkert også pænere ud, hvis man lige ”glemmer,” at lægge det ind i planen. Det svarer nogenlunde til at rette køkkenombygningsbudgettet ned til et passende beløb ved at fjerne posten ”Hårde Hvidevarer”.

Når sætningen ”Vi skal også lige ha’ klippet 3 trailere til hvert af programmerne” bliver slynget ud, betyder ”vi” ”du”. For det er yderst sjældent (læs: det sker aldrig), at nogen af de to førstnævnte kan klippe noget, man kan være bekendt at sende i tv, og produktionslederen hyrer ikke bare lige en ny klipper til opgaven. I hvert fald ikke frivilligt.

Ofte får det lille ord ”jo” også sneget sig ind i sætningen, så den lyder sådan her: ”Vi skal jo også lige ha’ klippet 3 trailere til hvert af programmerne”. Og det ville give mening, hvis det blev efterfulgt af sætningen: ”Så det går jeg i gang med at planlægge.” Men den sætning kommer bare aldrig. Det lille ord ”jo” betyder bare: ”Som du ved”.

Det alment accepteret, at Dronningen omtaler sig selv som ”Vi”.Og det orker jeg ikke at debattere. For som Jørn Hjorting engang sagde til mig på en tv-optagelse: ”Der er to mennesker, man ikke taler grimt om her i Danmark. Den ene er Dronningen, den anden er mig.”

Du husker nok Jørn Hjorting ikk’?  Det var ham med radioprogrammet: ”De ringer – vi spiller.”

 

Kærligst

Bundsgaard