Kære Bundsgaard.

Så blev det januar. Jeg har valgt i år at fejre en alkoholfri af slagsen, og jeg ved at det har du også gjort en del gange, så jeg tænkte, vi kunne erfaringsudveksle, eftersom at det er omkring 20. gang, jeg gennemlever årets første og værste måned, helt uden spiritusuel støtte.

Med fare for at fremstå fuldkommen rødvinsmarineret, vil jeg lige gennemgå hvordan en alkoholfri januar traditionelt forløber for mig:

Jeg starter 1. januar i en boble af ufortjent selvtilfredshed. Jeg føler mig allerede renere end ren, selvom jeg ikke rigtig kan påstå, jeg ville have hældt alkohol i halsen inden frokost årets øvrige måneder. Men jeg er høj på idéen om at det er forbudt og føler mig nærmest kvalificeret til at give andre gode råd om folkesundhed, alene baseret på at jeg ikke selv er skidefuld. Måske skulle jeg overveje et gedigent crackmisbrug, for hvis jeg så senere smed piben, ville jeg have selvtilliden til at blive Go’morgen-Danmarks helt egen gustenhudede Chris McDonald.

Begejstringen holder sig det næste par dage, hvor jeg er i stand til at bilde mig selv ind at det er en form for personlig sejr, hver gang jeg drikker noget ikke-alkoholisk. Som om det var en bedrift med morgen-te i stedet for morgen-martini. Til gengæld begynder jeg hen under aften at måtte kæmpe med mærkelige undskyldninger for at et enkelt glas ville være en glimrende idé. Er der ikke noget med at årgangsvin kan blive dårlig af bare at ligge dér? Og var 2016 ikke en årgang?!? Der er vist også noget med at øl ikke kan holde sig uendeligt. Det ved jeg, for jeg kan i hvert fald ikke.

Men hen imod årets første weekend bliver det nemmere. Der er nu ikke noget, der stiver rygraden af som at se fulde mennesker i gadebilledet. At tænke sig, de gider spilde deres tid på tant og fjas og drukkenskab, når de nu kunne sidde her og æde slik, der er helt selvlysende af E-numre, mens de slumrede foran en Netflix-serie, de allerede var faldet i søvn til én gang før.

For det er efter tyve forsøg min erfaring med alkoholfri januar:
Jeg er lynhurtig til at finde andre laster. Det er hverken smart eller street, men så snart, mit selvvalgte alkoholforbud sætter ind, så høvler jeg alt i mig, der indeholder fedt eller sukker. Lige nu sidder jeg faktisk og kigger glubsk på en pose, der indeholder nogle chokolade-juletræskugler, jeg synes så sjove ud i starten af december, men som af sundhedsmæssige årsager aldrig faldt i hænderne på mine papbørn. Men jeg tænker da at jeg er noget mere moden, og så robust at jeg kan håndtere deres herlige kombination af discount-vekao og raffineret sukker.

Jeg ved ikke, hvad der sker for mit bizarre misbrugergen, men det er på sin vis også praktisk at jeg får tømt ud i skabene, af alle de hengemte sukkersager, der har ophobet sig der i løbet af 2017, og i grelle tilfælde også foregående år. Der er nu ikke noget som sådan en Rittersport med jordbæryoghurt fra 2016. Årgangs-, du ved.

Mod slutningen af januar er jeg så oppustet af fedt og sukker at alkohol pludselig virker som en fornuftig diæt, og jeg tilbringer de fleste aftener med at indtage alt hvad der findes af tomme kalorier i det nordlige Europa, mens jeg stirrer på den rødvin, der mister hovedet ved midnat første februar. Enhver drøm om motion er for længst opgivet, da den ville tage værdifuld tid fra min fortæring af usunde sager. Til gengæld er min krop træt som efter et maraton af at forbrænde alt det sukker. Godt, jeg har 11 måneder med alkohol til at komme mig.

Glædelig januar!

Kærlig hilsen Dorset.