Kære Dorset

Du kan tro, jeg kender alkoholfri måneder , ja – faktisk år.

Men jeg har altid syntes, at det var det ultimative selvpineri, at lige netop vælge januar måned som årets alkoholfrie.

Januar byder i forvejen på nok nedtur. Nedtur nok til at banke knoerne hvide på hoveddøren til en nærliggende psykiatrisk skadestue.

Vi har lige klaret os igennem december og al dens gave og jule-hysteri. Og mange af os (i hvert fald for mig) kun pga. overdrevet elektricitetsforbrug til julebelysning og hjælp fra en lysterapilampe fra Lidl. Og ja, jeg peppede så op med lys fra ”Den store Pære” i form af en tur til Sri Lanka (fint – troede jeg – det skulle det være).

Men hvorfor i helvede skal man lige kaste sig ud i en alkoholfri måned netop i januar. En måned der har hele 31 dage. En måned man går ind i med minus på bankkontoen – allerede inden den starter? En måned der er grå og trist som huden på de sidste farvefotos af Tove Ditlevsen (her kunne fotografen jo godt ha’ sparet lidt på udgifterne og benyttet en sort/hvid-film), og hvor folk panisk hiver ALLE lys ned fra træer og altaner. For nu SKAL det åbenbart bare være trist! Som om en usagt Dansk samhørighed har bestemt, at nu vi lige har bildt os ind, at fordi vi har været så gode ved hinanden, må vi lige minde os selv om, at det sandelig ikke kan vare ved. Hilse pænt på buschaufføren, tale pænt til kassedamen og åbne døren for en nabo. Næhhe nej, det gør vi ikke mere. Det hører ikke hverdagen til. Det er noget vi gør ved højtider.

Jeg hilser stadig pænt både i Netto og i bussen.

Jeg og min altan skal være et lys i natten på trods af en måned med et væld af såkaldte ”uforudsete udgifter” såsom: Husleje, forsikring, licens osv.

Som Gitte Løkkegaard sagde i morgenradio på P3 en livløs januar i 90’erne (det har sikkert været en mandag, hvor hele verden føles som at sidde i et Svensk tog en gråvejrsdag – trist, uendelig trist).

Hun sagde: ”Hvorfor er det lige, at folk skal drikke dyr champagne lige præcis en aften klokken 24 hvor de efterfølgende ikke engang kan huske hvordan den smagte? Ville det ikke give mere mening en hverdagsaften i januar?” Og det lyder jo ret fedt at sige det i radioen en tidlig morgen; men lur mig, om hun ikke selv dagen før var hoppet ned fra stolen (med en mønt i hånden) med et ønske om at gå til den der Zumba-klasse, hun havde meldt sig til måneder før?

Men du GØR det Dorset. Du straffer dig selv med de midler det danske velfærdssamfund og den protestantiske kirke kan tilbyde af frasigelser. Det er så dit valg. Og jeg respekterer det.

Dog kunne – efter min mening – et par piskeslag med en nihalet kunne gøre det ud for det samme.

Smertefuldt; men så ville det være overstået.

 

Jeg er fuld. Fuld af respekt. Og må stjæle Winston Churchills ord for at heppe på dit selvpåtagede dogme: ”If you are going through hell – keep walking!”

MEN du VED, hvornår det slutter. Og det er en godt ting.

Det er ligesom bare lettere, når man ved at den tunnel slutter – og der kommer lys (eller WIFI).

Det er uvisheden, der føles som et sandt helvede. – Tro mig.

Som du ved tog jeg til et resort på Sri Lanka i starten af december. Du hørte ikke så meget fra mig. Og det er der en forklaring på:

Jeg havde upgraded min flyrejse til business fra Doha til Colombo.

Uha uha.

Det var under påskud af at komme udhvilet til mit yoga-retreat. En ret go’ undskyldning – syntes jeg.

Det der i virkeligheden lokkede, var måske nærmere udsigten til at kunne poste billeder af mig selv på Facebook – Live.

Men, der var ikke WIFI på flyet!!! Og pludselig gav tilbud om Champagne og osteanretning ikke mening. Over 50% af sådan en luksus beror jo på andres misundelse på Facebook.

Da jeg så endelig (efter ret megen bøvl) kom til det resort, blev vi ramt af en tyfon. Det hele var raseret. Taget til køkkenet fløj af, strømmen røg – og værst af alt: INGEN WIFI!

Dorset – Jeg sad i regnvejr med vegansk mad og grøn te i over en uge uden WIFI (jeg takker guderne (nåhe nej – mig selv) – for i det mindste at have downloadet lidt Dexter og Sherloock på Netflix – det tog toppen af abstinenser.

Men sandelig siger jeg eder: Det er uvisheden, der skræmmer!

Uvisheden om, HVORNÅR jeg er tilbage på nettet. Kommer jeg overhovedet tilbage til cyberlivet?

Mens du sidder der i et hav af Matadormix, gamle pebernødder og slik du burde have smidt ud, kan du fornemme Champagnen på din indre nethinde 1.2. klokken 00.00

JEG sad i WIFI-løs uvidenhed. Jeg anede ikke, hvornår jeg kunne komme på nettet.

Det var SÅ ubehageligt.

Lad mig slutteligt citere Steffen Brandt fra et interview med Clement:

”Jeg kan godt det der med at ”trække stikket ud…… Men der skal fandme være net!”

 

Kærligst

Bundsgaard