Kære Bundsgaard.

Jeg har en tilståelse – igen! Jeg er fodboldafhængig
Det er en lettelse at få sagt det, og jeg tror kun, jeg kan, fordi jeg er i bedring.

Jeg har nemlig kæmpet imod erkendelsen, fuld af fadøl og benægtelse i over tyve år, men nu er der ikke andet at gøre end at se den åbenlyse sandhed i øjnene:

Afhængigheden har intet at gøre med fodbolden som spil. Det findes der mange, som nyder, på den dér afslappede kender-manér, hvor de henkastet analyserer den kamp, de tilfældigvis er faldet over, mens de mellem sidebenene afslører at de dog foretrækker Barcelona eller Paris Saint-Germain eller Manchester City, eller hvem det er comme il faut at holde med for tiden. Det har det pudsigt nok med at være dem, der kommer langt i Champions League hvert år.

Og fred være med det. Man må holde med lige hvem, man vil. Og det er på alle måder den rationelle løsning, der endda giver mulighed for lejlighedsvise rejser til herlige byer som Barcelona eller Paris eller …. nå ja, så er Manchester City måske et dårligt eksempel.
Det bliver først dumt at holde af fodbold, når man er decideret fan af et hold, og begynder at følge det. Det bliver sådan en kronisk tilstand af ubegrundet optimisme, hvor man konstant tænker at NÆSTE år bliver det rigtig godt! Og det siger jeg, der holder med FC København, der har vundet urimeligt meget de sidste 10-15 år. Men det store flertal af fodboldfans følger jo et hold, hvis store ambition for sæsonen er at undgå nedrykning eller måske snige sig med i et eller andet slutspil. Eller noget diffust som at ”være med i den bedste halvdel” eller ”komme langt i pokalturneringen”. Og når man så er røget ud af pokalen og ligger i den nederste halvdel, så bliver de ægte fans ved med at dukke op. I hvert fald på hjemmebane.

Det er dyrt, det er koldt og det er tidskrævende, men det betyder jo ikke noget, når man er ude i et afhængighedsforhold. For det kan jo ikke betegnes som andet, når man møder op for at se en kamp, der ingenting betyder, udelukkende fordi det føles forkert ikke at være der.

Hvor har jeg siddet til mange familiefester, fuldkommen fraværende, med hovedet et helt andet sted, og i æraen inden smartphones ventet på tekstbeskeder fra de heldige, der fik lov at stå og fryse i Parken, med for 35 kr. vandet fadøl i plastkrus mellem de sprækkende fingre.

Hvis man skal have bugt med sin afhængighed, så har man bruge for både hjælp og selverkendelse: Første skridt til at løse et problemer at indse, det findes. Så allerede for nogle år siden fik jeg hjælp til at komme fri af den del af afhængigheden, der hedder ”udebanekampe”. I den forbindelse vil jeg gerne takke de ballademagere, hærværksmænd og simple slagsbrødre, der er skyld i at fredelige fans bliver behandlet som forbrydere, når de vover at nærme sig et ”fremmed” stadion, hvor man så skal stå klumpet sammen med de røvhuller, der udgør problemet i stedet for stille og roligt at se kampen i selskab med andre fredelige mennesker, der bare har en anden farve trøje på. Det skal jo nok trække publikum til, den politik!

Desværre blev jeg ikke ”udebane-clean” af at opgive turene til andre byer. Mit nikotinplaster blev fjernsynet, hvor jeg kunne se kampen uden at få røgen med, hverken fra det ulovlige fyrværkeri eller fra de to sammenbrændte hjerneceller hos neandertalerne, der primært misbruger fodboldkampe til en to-timers flugt fra deres egne sølle liv: Nogle meget lidt reflekterede vaneanarkister, der bare ikke KAN møde en regel uden tvangsmæssigt at skulle bryde den, og betragter alle autoriteter som en form for personlig krænkelse af DERES individuelle rettigheder.

Men det gik ok i starten, det med fjernsynet som suttekludserstatning for langturene rundt i landet, indtil tv-stationerne fik den fine idé at vi sportsfans skulle redde dem fra den teknologiske udviklings uafvendelige ruin. Så de splittede fodboldkampene op på 17 forskellige kanaler, og lagde dem alle sammen i den dyreste kabelpakke. Og vigtigst af alt har de selvfølgelig sørget for at man ikke kan købe sig adgang til lige sit eget holds kampe: Næh, det er hele pakken eller ingenting, og selv de bettingtjenester, der tilbyder streaming har de truet til at holde sig fra Superligaen.

Så det er den anden gruppe, jeg vil takke for hjælpen: Tv-stationerne. Havde de ikke været sådan nogle grådige røvhuller, ville jeg sikkert stadig desperat forsøge at få tid og kalenderplads til samtlige FCKs udekampe. Nu har jeg det fint med at høre dem i radioen, eller bare følge med på skrift, via de glimrende opdateringstjenester, der heldigvis findes.

Jeg er stadig afhængig af at komme i Parken og se hjemmekampe, men er ved at skalere ned fra afhængighed til misbrug. For eksempel siger jeg ikke længere nej til arbejde, på grund af en kamp (med mindre, den er vigtig, altså!), og er på mange måder i bedring.

Så jeg vil benytte lejligheden til at takke folkene omkring dansk fodbold for deres ihærdige arbejde for at nedbringe mit behov for at se den: Kampe på skiftende ugedage, korte billetkøbsfrister, ingen fleksibilitet med hensyn til, hvor man må stå og ingen ægte vilje til at stoppe ballademagerne udgør en fin lille behandlingspakke mod fodboldafhængighed.

Kærlig hilsen Dorset.