Kære Bundsgaard.

Nu skal det jo ikke være brok det hele – ind imellem skal man også være lidt indebrændt.

Jeg er bare så træt af de dér fordomme om etniske grupper, der fylder debatten. Især de forkerte af dem, selvfølgelig, for alle ved jo at finnerne går med kniv. Der er bare færre der ved, at ”kniv” er det finske ord for ”velopdragenhed”.

Men den konkrete fordom, jeg lige gik og blev indebrændt over er et rendyrket dansk fænomen, og det ved vi jo heldigvis er relativt ufarligt. Specielt for mig, der med rette kan kaldes en rendyrket dansk nomade, og har opholdt mig længere tid i de allerfleste landsdele. Nu har jeg hele mit liv grinet høfligt at klichéen om ”de tavse jyder” og så de dér ”kjøwenhavnere”, der bare taler som papegøjer i tide og (primært) utide, men jeg er på vej hjem fra Vejle, og det er sådan set meget rart. Ikke mindst fordi jeg havde god tid fra jeg var færdig til mit tog afgik, så for én gangs skyld kunne jeg få en frokost, der ikke var fra 7-Eleven. Og ikke et ondt ord om deres sortiment – jeg har bare været igennem det.

Så jeg satte mig for at opsøge Vejles fornemmeste sandwichsnedker, hvilket ret hurtigt blev snævret ned til den lokale bagelshop. Mest fordi, jeg ikke kunne finde andre, i denne Bermudatrekant mellem ”Bones”, Bilkas Bistro og Jensens Bøfhus.

Og jeg klager ikke – han var vældig flink, og en værdig repræsentant for bagelfaget. Dette fremragende koncept, hvor en bolle koster lidt mere, fordi der er hul i. Jeg ved ikke, hvorfor folk ikke stiller sig op ved Lagkagehuset med en mejsel søndag formiddag, og scorer en formue på at gennembore deres rundstykker og sælge dem med fortjeneste ude foran, men sådan er der så meget, jeg ikke forstår.
Til gengæld fattede jeg hurtigt at Mr. Bagel kun tog kontanter. Intet Dankort, ingen Mobilepay, selvom der var skiltet med det sidste. Selv den krøllede 500 kr-seddel, jeg kunne fremtrylle fra en lomme var ikke gangbar i hans biks, så jeg satte ham i gang med bagelprojektet og gik ud for at lede efter et sted at slå den i stykker. Sedlen, altså – ikke bagelshoppen. Men uanset hvilken geschæft, jeg entrerede, var ekspedienten travlt optaget af samtale med en kunde, der i detaljer redegjorde for i hvilke sammenhænge, varen skulle benyttes, samt hvilke overvejelser han eller hun ellers havde gjort sig forud for selve beslutningen. Omkring butik fire havde jeg heldigvis så meget røg ud af ørerne at en ældre dame stoppede op, midt i en forklaring om hvordan man aktiverede en eller garanti anden på butikkens hjemmeside, (hvilket må siges at være en LIDT overflødig ting at forklare ekspedienten), og sagde, han godt måtte ekspedere mig først, eftersom jeg var udstyret med de for vejlenserne åbenbart så særegne egenskaber at jeg bare ville udføre selve transaktionen, uden forudgående eller efterfølgende diskussionsfora.
Så jeg FIK byttepenge, indkøbte bagel, (om end noget mere ordfattigt end herren, der var i gang med at købe, da jeg nåede tilbage), og fangede mit tog ud af Vejle.
Jeg siger ikke at de til tider fuldkommen apatiske københavnske ekspedienter er bedre. Har man tiden til det, er en jysk herreekviperingsbutik en dejlig oplevelse. Men anderledes.
Kunderne beretter gladelig om kringelkrogene i deres familieforhold og får til gengæld et bombardement af oplysninger om hvordan varen skal bruges, hvordan man kan pleje den og hvad man stiller op, skulle den mod forventning gå i stykker. Munden står ikke stille på de mennesker, så hvordan de kan kalde sig selv ”tavse” er en gåde for mig? Måske er det fordi kæberne bliver slidt ned i en ung alder, så de resten af livet sidder stumme og forbitrede hen? Det kunne forklare mange af læserbrevene i Jyllands-Posten.

Kærlig hilsen Dorset.