Kære Bundsgaard.
Som du jo har oplevet på allernærmeste hold, er jeg jo blevet hvalpeejer. Jeg kunne sige hundeejer, men det føles jo ikke helt som en hund – endnu!
Med fare for at få alle børneejerne på nakken, så føles det mere som at få et spædbarn. Hundehvalpe er ikke helt så hjælpeløse som menneskehvalpe på samme alder, og græder noget mindre, men de er sjældent i betragtning til egentlige nobelpriser. Med mindre, de har oprettet en pris der hylder spontan urinering.
Hvis det var en olympisk disciplin, ville lille Hugo nemlig være i betragtning til både landshold og Team Danmark-støtte.
Jeg har overvejet om han muligvis ER højt begavet, og prøver at kommunikere med mig gennem en form for urinplet-morsekode. På den anden side: Hvis han kunne det, ville det vel være lettere og mindre tis-krævende bare at gø tegnene. Så jeg er nok nødt til at erkende at han nok bare ikke er så kvik.
Men der er fremskridt, vil jeg skynde mig at sige, så I tør invitere os igen, uden det koster mere slid på jeres smukke tæppe.

Hugo har nu lært at adlyde simple ordrer: Han ved at “skal vi ud i haven?” betyder “sæt dig ned og tis!”, og at “Nej-nej-nej-nej-neeeej – vent!” er den ordre, jeg afgiver, når jeg har et brændende ønske om at han skal sætte sig ned og skide, mens han stirrer mig stift ind i øjnene. Jeg må afprøve om han antager at “skid på gulvet” er tegn til at han skal vente og “vil du fluks afgive al urin i din krop” betyder, han skal være tålmodig fordi vi snart går tur.
Kærlig hilsen Dorset.