Kære Bundsgaard.

Jeg har personligt haft meget held med ikke at svare. Det var på et tidspunkt faktisk min foretrukne metode. Altså ikke de dér ikke-svar, der er noget af det mest irriterende, og yderst anvendte i håndværkerverdenen, der er et overflødighedshorn af brok at tage hul på. En buffet af ubegribelighed. Et univers, hvor de mest trivielle ting kommer som chok, og selv solopgangen er uforudsigelig.

Jeg forstår godt, det kan være træls at blive spurgt, præcis hvornår, man bliver færdig med en opgave, men så kan man da STARTE med at give sig selv lidt snor, så man er sikker på at kunne nå det hele. Det kender jeg da fra mig selv.

Jeg har jo i tyve år haft flere arbejdsgivere på samme tid, og det har jeg det egentlig fint med. Problemet er bare at forskellige funktioner, tiltrækker forskellige typer. Sådan nogle freelance-gøglere som mig er typisk lidt tilbagelænede, og foretrækker at lave tingene i allersidste øjeblik før deadline, fordi vi tilbringer dagtimerne med at kigge ud i luften eller overveje at få en hobby. DET kan man bruge meget tid på, for der er jo masser af muligheder her i livet, så længe man undlader at beslutte sig.

Til gengæld har de fleste medievirksomheder hyret et større antal fastansatte mellemledere, der er yderst handlekraftige, og meget glade for at tale i telefon, og sende mails, med titelfelter som ”STATUS?!?!?!?”, eller ”Hvor langt er du?”, gerne længe før den aftalte deadline.

De har det som den store, hvide haj, der skal være i bevægelse for ikke at dø, bare med rykkere i utide. Jeg har prøvet at blive ringet op, en time før det var aftalen, jeg skulle ankomme, af en producent, der ville høre, ”hvor jeg blev af”, ud fra filosofien: ”Når jeg ikke har andet at lave, så kan jeg jo altid stresse en eller anden tilfældig”.

Og så må jeg tilstå, jeg på et tidspunkt nærmest holdt op med at svare. Da det gik op for mig, det bare var for at have et eller andet at foretage sig, de hele tiden skrev eller ringede, så prøvede jeg forsøgsvis at lade være med at tage telefonen og svare på mails, men bare dukke op eller aflevere, som det var aftalt. Og det virkede sørme fint, og faktisk tidsbesparende.
De dér mails kunne nemlig være fulde af alle mulige overvejelser, jeg ”skulle tage højde for” i mine skriverier, men som viste sig bare at være mellemregninger, man ”gik væk fra igen”, uden at tænke på, de af og til betyder, det hele skulle skrives om.

Så jeg havde ikke dårlig samvittighed over ikke at svare. Det får jeg så nu, for det går op for mig at de jo sikkert så ringede og plagede nogle andre.

Jeg siger ikke at mellemledere er overflødige. Jeg siger bare, de med fordel kunne skifte til håndværkerbranchen.

Kærlig hilsen Dorset.