Kære Bundsgaard.

Jeg sidder og planlægger at skrive verdens korteste bog om genvejen til succes og personlig udvikling og sligt, men mit problem er at titlen ville gøre at folk slet ikke behøvede læse resten.

Den skulle nemlig hedde ”Køb en hund”. Og de færreste ville vel se et omslag med den titel og tænke ”gad vide, hvad manden mener med det?!” Det ville være en af de bøger, man virkelig ville drømme om at trække til eksamen i mundligt dansk.

Jeg kan da sagtes se at hvis alle fik en hund, kunne bylivet blive lidt besværligt, men selvhjælpsbøger har det jo med at fokusere på den enkelte og skide på fællesskabet, så mit værk overholder genrekonventionerne.

Der skete jo det at min gamle hund gik hen og døde, som gamle hunde har for vane. Man kan sige, det er et af de få nye tricks, de faktisk kan lære, og jeg synes, det var et rigtig lortetrick, for jeg savnede den helt forfærdeligt. Det var som om, den ikke var alle steder.

Så fandt jeg en kennel-annonce, hvor nogle ganske små hvalpe ville blive klar til salg her midt i oktober, og fik lov at købe en af dem. Jeg synes, det var en passende tænkepause med halvanden måned, hvor jeg kunne mindes den gamle hund og glæde mig til den ny. Min kæreste er bare mere handlekraftig, så hun fandt en hvalp, der var til salg med det samme, og har haft den lige siden.

Sidste weekend hentede vi så min hvalp, og har tilbragt ugen med at stirre på de to retarderede kreaturer. Og i løbet af dagene tog min selvhjælpsbog så form. For hvilken tvivl man end kan have opbygget om sine livsvalg. Om ”karriere”, uddannelse og kompetencer, både menneskelige og indenfor sit fag, så forsvinder de, når man får sig en hundehvalp. Man tager i stedet elevatoren helt ned i kælderen under behovspyramiden, hvor der ligger en etage, man kunne kalde ”det kunne være rart hvis mit gulv ikke flød med hundeurin”.

Og præcis på dette sted afbrød jeg skrivningen for at tørre en lille pøl af bemeldte substans væk fra stuegulvet. Man får simpelthen så lave succeskriterier som hundeejer.

I en uge har jeg været stolt hver gang, jeg var næsten sikker på, der ikke lå nogen form for fæces i krogene, og min kæreste og jeg har gensidigt rost hinanden for at opdage, den ene hund havde brug for en tur i baggården, i sidste øjeblik inden den besudlede parketten.

Man får så lave standarter at man nærmest er lidt lykkelig hele tiden.

Nå, nu kom den ene lige løbende gennem stuen med en sko, min kæreste får brug for på et tidspunkt, så jeg vil løbe med. Vi ses!

Kærlig hilsen Dorset, 90% fæcesfri.