Kære Dorset

Ja, emsige mellemledere er der nok af i tv-virksomheder. Men branchen er også leveringsdygtig i Drømmedirektører med samme grad af emsighed (de er så typisk en mellemleder, der bare har fået nyt visitkort og et lille trin op på lønstigen. En belønning de har fået, fordi de har været bemærkelsesværdigt emsige som mellemledere.) Jeg havde den blandede fornøjelse at arbejde for sådan en lidt “fremme i skoen”-type for år tilbage. Og lad det være sagt, at det der med at være fremme i skoen må ha’ været guf for hendes fodterapeut, for hun gik virkelig i for små sko – på ALLE måder.

Jeg husker en mandag morgen klokken 9.15, hvor hun troppede (lidt for morgenfrisk) op med spørgsmålet: “Kan man (som i JEG) SE noget? Hallo, vi var startet med at loade 2 timers materiale ind på en computer klokken 9 (nul dut), så gi’ os lige en chance…. Men jeg har jo en snert af asperger (endda med tourette i ascendanten), så jeg svarede kækt: “Ja,” mens jeg pegede mod rummets eneste vindue. Et vindue med udsigt til noget socialt boligbyggeri. Og det var nok ikke lige det, hun havde ønsket at se; men det var, hvad jeg lige havde at byde ind med femten minutter inde i arbejdsdagen. Jeg var i øvrigt godt gnaven på hende, fordi hun for kort tid siden havde være dybt – DYBT urimelig overfor mig. Senere (ved 12-tiden) fandt jeg så ud af,at det var noget jeg havde drømt natten op til den mandag; men jeg syntes stadig hun havde været både grov og urimelig. Det gjorde jeg under dække af noget, jeg har læst (eller hørt). Nemlig det at hjernen i høj grad også opfatter drømme som virkelige. Så jeg var stadig ret sur på hende, da hun vovede sig ned i klipperummet efter frokost med samme emsige spørgsmål.

Her er det så at nogle få (men jeg ved, min mor er blandt dem) vil synes, at det er mig, der er urimelig. Javel, men kvinden havde utrolig svært ved at se ud over sine egne papilotter. Sådan her fungerede det for det meste:

Jeg bliver hyret til en eller anden opgave. Måske er det en versionering af en Perrier-reklame. Måske er det Wash & Go i 4 versioner (her lærte jeg en del Finske ord, som jeg ikke kan bruge til noget.) Eller også er det et eller andet projekt, der er gået koks i og trænger til det der i tv-sproget hedder en Total Make-over. Det sidste er sådan en, hvor man smider al råmaterialet i hovedet på en ny klipper og kækt siger: “Gi’ det et skud. Du har klipperummet lige så længe du vil” (oversat: Du bør først gå hjem, når det bliver lyst igen.) Og de der jobs har jeg haft en del af. Jeg husker jeg sad til klokken kvalme og boxede med noget ret håbløst. Men klokken 5 om morgenen kunne jeg, med et gran af værdighed, lægge en VHS (ja, det var mediet den gang) på hendes bord. Jeg skrev en pæn seddel (MED klokkeslæt) og lagde tilmed en version i høj opløsning (stadig bånd….). Klokken 5.45 lå jeg i min seng. Klokken 9.02 ringede fastnettelefonen (den kunne jo ikke sættes på lydløs!). Det var direktøren, der på den der ubehaglige jamen-jeg-har-stået-i-bageri-så-jeg-er-vant-til-at-stå-tidelig-op måde ringede og sagde:

” Hej Hans. Vækkede jeg dig?”

Mig: (meget træt) “Næhe, jeg skulle alligevel op og tage telefonen.”

Direktøren: “Nåh  Godt så. Jeg troede, jeg vækkede dig. Fik du klippet det der?”

Mig: “Sidder du på dit kontor?”

Direktøren: “Ja, med en kop kaffe. Man skal jo lige vågne”

Mig: “Kik på dit skrivebord…”

Direktøren: “Der ligger jo både en VHS og en BETA, så er alt jo godt. Jeg er helt rolig nu.”

Mig: “Det er jeg så ikke. Lå lige og sov.)

Direktøren: “Sov du bare videre. Du er først booket til klokken 11 i dag. Det er ellers så smukt vejr. Solen skinner.”

Dén dag- klokken 11 – skulle jeg så klippe i et rum uden vinduer.

 

Kh

Bundsgaard