Kære Bundsgaard.

Når der går længe imellem indlæggene på vores blog, så kan det jo være et tegn på at det bare er svært at finde på noget at brokke sig over. Med mindre man altså vil gå samme vej som BTs klummeskribent, der i dag er rasende over at producenterne af skyllemiddel gør det svært for ham at identificere at ”Bamseline” som et skyllemiddel, fordi det kun står én gang på forsiden.

Jeg henfalder i benovet svime over den kreativitet og målrettethed, han må have lagt i at finde det hidtil mindste problem, jeg hidtil har set behandlet i en klumme. Selv ikke efter mange timers meditation over hvad der var galt her i verden, ville jeg nå frem til vanskelighederne ved at identificere verdens mest gennemreklamerede produkt.
Jeg glæder mig til næste uges indlæg under overskriften ”Kan nogen fortælle mig, hvad de dér ’Gillette’ skal bruges til?!?” eller ”Hvorfor har ingen fortalt mig, man kan spille casinospil på nettet?”
Forleden blev jeg som brokudfordret utroligt begejstret for at finde et brev i min postkasse: Fra et inkassofirma, angående mit for længst afsluttede mellemværende med Yousee, eller hvad TDC nu kalder sig i indeværende inkarnation. Jeg kunne komme i retten, jeg kunne ryge i RKI, jeg skulle betale tusindvis af kroner ekstra, fordi Yousee havde valgt at inddrage inkassofirmaet, i stedet for at tjekke deres egne systemer, så opstemt af indignation ringer jeg straks, jeg har fundet nummeret, til foretagendet. Min harme får ekstra fut under sig i processen, eftersom Yousee selvfølgelig har gemt deres telefonnummer på hjemmesiden, for hvorfor give deres kunder mulighed for at ringe, når der jo aldrig går noget galt med deres net. Da jeg så finder nummeret, fordi Krak illoyalt stikker dem, så kan jeg ikke komme igennem, uden at indtaste et kundenummer, som jeg jo ikke har, eftersom det kun er i deres misopfattelse at jeg stadig har noget med firmaet at gøre.
Ventetiden giver mig rigelig mulighed for at gennemtænke mine muligheder, og jeg vælger at gå med den sarkastiske, og glæder mig som en æggeproducent til påske i forventning om at bede det sagesløse menneske i den anden ende af linjen om at forklare mig logikken i at jeg skulle have lyst til at beholde den router og tv-boks, regningen handler om, for at sidde og se fnisende på dem, måneder efter de holdt op med at have en funktion.

Men så tager et venligt ungt menneske røret og siger ”Yousee, du taler med Muhammed”! Og så kan et venstresnoet pladderhumanist som mig jo ikke få mig selv til at være ond. Muhammed har jo sikkert haft det svært, og det er da skønt, han har et arbejde, og det kan jeg da ikke tillade mig at ødelægge med surhed og brok! Og så er han skideflink og kan godt se problemet, og ser i sine systemer at jeg har ret, og da han endelig stiller mig om til en i regnskab, der har den høflighed at hedde noget så ordinært dansk som ”Jens”, er jeg blevet i alt for godt humør til at genopgrave sarkasmen.

For helvede, hvor er det typisk. Højrefløjen har jo ret! De kommer her og tager al vores raseri fra os, de dér mellemøstlige typer. Det var det samme i forgårs, hvor nogle Metroarbejdere stod skandaløst i vejen for min vigtige Pokemon-jagt, og så vendte en af dem sig om, og var utroligt eksotisk at se på, og så var det pludselig mig, der undskyldte!
Jeg KAN ikke styre det. Jeg klapper, bare nogen kommer ud af en møntsol. Eller klapper i hvert fald i. Og DET vil jeg godt klage over, så længe det bliver mellem os. Bare ham Muhammed ikke blive telefonsælger. Så går jeg fallit, mere end i forvejen.

Kærlig hilsen Dorset.