Kære Bundsgaard.

Hvor meget, jeg end elsker vores brokkeblog, må jeg jo tilstå, jeg normalt er aldeles glad og tilfreds. Jeg må faktisk aktivt opsøge situationer, hvor jeg kan forvente at støde på bærere af den søde brokke-bacille. Men selv de kan jo have en smittefri dag, hvor selv den dorskeste kassedameteenager er fuld af pep, nærvær og opfattelsesevne og hvor de gamle damer måske er lidt langsomme, men hurtigt med et vemodigt smil beklager, det ikke går så stærkt for dem, som det engang har gjort, og således gør sig mere fortjent til varm hyldest end til brok.

Så det trick, jeg altid kan ty til er heldigvis elektronik. Af enhver art. Og jeg behøver ikke engang opsøge det. Elektronikken forfølger mig med sin talentløshed.

Havde jeg været god til at håndtere teknologi havde det med altoverskyggende sandsynlighed udgjort et mindre brokskabende element i mit liv, men jeg synes bare ikke, jeg får meget hjælp til at holde irritationen fra døren.

Skaberne af elektriske apparater virker besatte af idéen om at gøre vores valgmuligheder færre og færre. Måske inspireret af tusinder af fokusgrupper, der har nøffet ”Det ska’ bar’ virke!”, og så slet ikke tænkt på, hvad der sker, når det ikke virker.

Tag Apple-tv, der har en helt parodisk dum fjernbetjening: Der er kun ÉN knap, der skal spilles på, som en blanding af fidgetspinner og telegrafist-nøgle, for at få de hemmelige signaler frem til systemet, så snart det handler om andet end at trykke play og se en film.

Og jeg er ikke en voldelig type, men hvis jeg stødte på chef-designeren af mit Sony-tv, ville det falde mig svært, ikke at forklare ham, hvad jeg synes om hans brugerflade, forklaret gennem det internationale sprog af kindfede.

Lige nu har jeg tre ”apps” på mit tv, der kan afspille forskellige streamingtjenester. Ingen af dem virker, og der er intet sted i de ellers talstærke menupunkter, hvor jeg kan udforske HVORFOR, de ikke virker. De påstår, der ikke findes internet, men der er ikke en mulighed for at åbne dem, og udforske hvorfor. Og der er kun ét menupunkt i hele tv’et, der handler om internetforbindelsen, og det giver mig mulighed for at installere det på ny. Det har jeg da gjort nogle gange, for ikke at fremstå afvisende, og resultatet har, efter halve timers møjsommelig indtastning, været status quo. (Heldigvis ikke orkesteret, hvilket jeg kan uddybe i et andet indlæg).

Jeg kan ikke klage til nogen, for spørger jeg min internetudbyder, så ”viser deres tal” at deres dækning er upåklagelig. Sælgeren af mit tv er krakket, og firmaet som har lavet det, leverer kun en ”FAQ” på sin hjemmeside. Så jeg kan klappe mig selv på skulderen over at være indehaver af et atypisk problem! Som bliver ved, og ingen gider løse det.
Jeg bliver lokket til at købe netforbindelse, tv og læssevis af streaming-tjenester, men når det ikke virker, så trækker sælgerne i samlet flok på skuldrene. Hvorfor levere service, når man kan bruge penge på flere løse påstande om leverancer og produkter?

Og hvad med udbyderne af tjenesterne, spørger du? Jamen de mener jo, det er en fejl i mit tv, for deres produkt er PERFEKT!

Det er faktisk en af de få ting, der gør mig oprigtig irriteret. Det dér blame-game, hvor det altid er nogle andres skyld at ens produkt ikke virker. Man burde insistere på at betale sin konto hos Netflix og Co med et dankort, der blev klippet over for ti år siden. Bare så de kunne opleve mig sige ”dankortet fungerer ikke”, og aldrig oplyse dem om, hvad de ellers kunne gøre.

”Men så ville de jo opsige mig”, indvender du. Netop. Det gør jeg også snart.

Kærlig hilsen Dorset.