Kære Bundsgaard.
Til en afveksling har jeg været længe om at skrive noget brok. Det er ikke kun på grund af dovenskab, men jeg er røget ud i en ensomhedssituation. Nu får du en forklaring, men den er stilet til en en hund, der ikke er her mere.

Kære Bino.

Da du onsdag nat sov ind, med hovedet i min hånd, var jeg faktisk lettet. Jeg kommer til at savne dig og din hengivenhed resten af mit liv, men vi slap for at skulle tænke over, om du kunne reddes igennem på sprøjter, operationer og fortrængninger af din tilstand, for du døde kun to timer efter at have taget imod mig, glad og godbidstiggende som altid, da jeg kom hjem fra arbejde. Du fik den nådigste død, man kunne håbe på, da du efter en dag med gåture, godbidder og badetur i Revymuseets bassin pludselig faldt om, med generalstrejke i centralnervesystemet.

Du har været mit livs hund, og at jeg fik lov at få de sidste år af dit liv, vil jeg altid tænke på med taknemmelighed og lykke.
Din ubegrænsede, ubetingede kærlighed og tillid, kunne sparket selvværd ind i den allermest udslukte. Når du kiggede på mig med dine store, varme, småblinde øjne, så var verden enkel og varm, og opgaverne overskuelige.
Når vi gik tur, de sidste par år, vi fik sammen, så tænkte jeg af og til over, hvad dit allermest nuttede træk var, men listen blev længere og længere, og jeg fik aldrig sat den sammen til en rekordliste. Men altså: Din hurtigt opfattede tillid til at stoppe op, og hæve den ene forpote, når du ville løftes op ad trapper, din ivrige hoppen i cirkler, når du helt på egen hånd havde besluttet, det var tid til en godbid, eller når du med en fold af tæppet i munden og poterne krattende i alle retninger, forsøgte at arrangere et tæppe så det passede dig perfekt, må være gode bud på en Top-3.
Men først og fremmest var du jo en festkurv af kærlighed. Du arrangerede dig altid, så du havde overblik over samtlige tilstedeværende i den lejlighed, du var blevet slæbt ind i, og du fornemmede bedre end nogen psykolog (eller i hvert fald psykoterapeut), når nogen var kede af det. Din evne til at opfange sorg, og kline dig op af den triste, og tilbyde nærhed, kropsvarme og små kys på næsen kan ikke overgås, hverken af hund eller menneske, og i særdeleshed ikke af alligator.

Jeg savner dig, dumme hund. Jeg savner dine snork, dine pludselige behov for klap eller gåture, dine eksorbitante uddunstninger, der burde være på Genevé-konventionens liste over ulovlig krigsførelse. Jeg savner når du vækkede mig midt om natten ved at gå ind i et tøjskab, og under stor tumult finde dig tilrette mellem de tekstiler, der havde været så frække at fylde op på din nyvalgte soveplads.

Tak for den tid, vi fik sammen. Ingen kan ønske sig noget kærere dyr, og ingen vil nogensinde blive så heldig at få det. Jeg savner dig, men er glad for at vores liv sammen, det sluttede så nådigt som det gjorde. Da jeg talte beroligende til dig, mens de gav dig den sidste bedøvelse, og fortalte dig, hvordan du havde været verdens sødeste, kæreste, dejligste hund, og hvor højt jeg elskede dig, så svarede du, mens narkosevæsken sev ud i alle dine blodbaner, ved at løsgive din ultimative Bino-fis, så lokalet henlå i gasgrønne tåger. Selv på dit dødsleje kunne du få mig til at grine, ved at være Bino til det sidste.

Tak, min skønne, dumme, sjove, kære, elskede hund. Du bliver i mit hjerte altid.

Kærlig hilsen Pap-pappels.

Jeg skal nok mene noget brokkende snart igen, men lige nu, så savner jeg bare en lille, rød hund, der gjorde alt for at holde sine mennesker glade.
KH Dorset.