Kære Bundsgaard.
Jeg er i aldersbetinget chok. Det påstår jeg ikke bare for at skabe sensationer, men kun fordi jeg er uhjælpeligt rystet. Aldrig har min alder stået så klart for mig som i nat.
Det, som at der sker, det er at min dames ældste datter står for at skulle starte i gymnasiet. Ja, det dér gymnasium, som vi er rigtig mange, der ikke helt kan huske. Og da jeg her til aften får mulighed for at tale med datteren om det, så siger hun, ordret citeret:
Det bliver så fint – mor har sagt at du sagtens kan hjælpe med latin”….
LATIN! Jeg kan hjælpe med latin? Et sprog, der kun er bevaret i tilfælde af at en overlevende romer går amok på et motorvejscafeteria?!? Det eneste, jeg kan huske om latin, det er at jeg intet husker. Intet godt, i hvert fald!

Jeg tænker bare at latin er det  mentale stadie lige før der, hvor man tænker “OK; så scorer jeg ikke i Rom, men hvad så?!?” Men jeg spørger igen: Latin? Jeg kan med opbydelsen af mine bedste evner huske en glæde, der slet ikke skulle holdes i konjunktiv. Jeg bliver jo den vildeste bluffer, men hvis jeg endelig kan hjælpe?!

Hviss jeg skal hjælpe med latin, siger du bare ved! 😉  Jeg kan intet af det! Overhovedet.. Jeg er en kæmpe-gøgler…
KH Seb.