Kære Bundsgaard.
En god portion af personalet nede i Aldy udgøres af en hemmelig loge, hvis formål er at promovere scan-selv kasserne, vil jeg vurdere, baseret på mine ret få besøg i foretagenets filialer.
Det får mig altid til at være ekstra venlig overfor de kassedamer, der ikke imiterer automater, for min store frygt er at skulle igennem sådan en. Ulempen ved at den ikke vil lade mig anskaffe alkohol uden godkendelse fra en ca 14-årig fyr med livstræt attitude, opvejes langt fra af fordelen ved at man kan svine den til, helt uden at den svarer igen.
Den fordel får mig ellers til at antage at det er den foretrukne indkøbsform for Berlingskes nye anmelderkorps af stærkt højreorienterede bloggere. For de virker ærlig talt noget mere interesserede i at fordømme end i selv at blive bedømt. Lige nu er de fornærmede over at Weekendavisens Lars Bukdahl på sin private blog har refereret hvordan en af flokken formulerer sig, og tilladt sig at problematisere at man på det grundlag skal vurdere andres litterære præstationer. Jamen det er da også irriterende sådan at blive anmeldt af folk, der ikke forstår sig på kvalitet.
Jeg aner ikke om kunst, men jeg har gennem årene opbygget et vist kendskab til komik, og jeg synes, det er morsomt, når folk, der selv er så kraftigt ude med riven, bliver nødt til at kaste sig over synderen i en digital gruppekrammer, så snart nogen vover at kommentere deres indsats.
Men man skal forstå at når Berlingskes ansatte bloggere, kalder folk grimme ting og misrepræsenterer deres synspunkter, så er det ”satire”. Det kalder de selv deres ”Groft Sagt”-spalte, men her vil jeg så som selvbestaltet anmelder indskyde at for at være satire, så kræver det at man af og til trækker på smilebåndet over skriverierne. Det har jeg endnu til gode at gøre over ”Groft sagt”. Måske skulle de kommende blogger-anmeldere skrive i en spalte SAMMEN med Groft sagt-typerne: Så kunne de få fællestitlen ”De skallesmækkende mimoser”.
Kærlig hilsen Dorset.