Kære Dorset

Jeg har lige været i Aldy, og jeg bad ikke om bonen, jeg hapsede den bare fra printeren inden (den ret sure) kassemedarbejder nåede at sige noget.  ”Ha’ en go’ aften” sagde jeg så, og fik replikken: ”Ha en forsat god dag.”  Jeg magtede ikke at svare igen og evt. henvise til mit indlæg og mening om lige præcis DEN bemærkning. Måske fordi jeg var træt – måske fordi en pensionist udbrød: ”Hold så kæft unger,” mens han var ved at pakke sine varer.

Han gjorde det så tilpas lavt, at forældrene til børnene ikke kunne høre det, for han havde jo nok ikke mod til at tage opgøret med dem. Udbruddet var nok bare et udtryk for hans indre raseri – og bevares – jeg kender det; men tøjler det de fleste gange.

Oplevelsen i Aldy fik mig til at genkalde en erindring fra den gang, jeg kørte med Nazi Finn til genoptræning efter mine blodpropper. Genoptræningen foregik på Sølund, som var en kombi af plejehjem og genoptræning i kommunalt regi. Det lyder ikke umiddelbart som en fest eller et event Smartbox vil adoptere. Og jeg kan (af egen erfaring) fortælle, at det er det heller ikke. Selv om jeg gransker min hjerne og tager en lånt JA-hat på (venligst udlånt af Charlotte Kornberg, som kan se noget godt i ALT – og respekt for det), kan jeg bare ikke komme på noget positivt ved den genoptræning. Og slet ikke turene med Nazi Finn, som kørte handicapbussen.

Nazi Finn (ja, det kalder jeg ham, selv om han nok bare hedder Finn) var/er svært overvægtig, svedende, med tvivlsom tandhygiejne (jeg tror faktisk ikke han kender begrebet hygiejne,) med røde seler (han må være til Jazz). Når man kørte med ham, råbte og skreg han af alle andre trafikanter – med lukkede vinduer. Formålet var – åbenlyst – ikke at tage konfrontationen med de andre trafikanter; men bare skabe en ubehagelige stemning i bussen. Og det lykkedes HVER gang.

JEG var i hvert fald i dårlig stemning hver gang, jeg skulle til genoptræning, og når jeg blev kørt hjem. Jeg husker en af de første gange, jeg skulle køres hjem fra Sølund. Nazi Finn sad (prustende og stønnende ventende udenfor træningslokalet.) Jeg spurgte: ”Hvilket nummer har bussen?” Finn svarede: ”Der hvor hende krakkimutten sidder.

”Krakkimutten” viste sig at være hustru til den tidligere kioskejer, hvor jeg bor.

Kioskejeren sad også i bussen og vi hilste alle pænt på hinanden. Og måske var det kombien af kioskejer og noget jeg havde læst i en ”frelst” bog (vær god ved dem du ikke kan li’), der gjorde, at jeg tænkte, at Finn mangler sukker?

Jeg tog en vaskeægte Coca Cola (dåse) med til ham næste gang, han skulle hente mig.

Han drak den, som jeg kun har set Flyttemand Olsen bælle efter at have råbt: ”Emma, en flok af De grønne.”

Nazi Finn faldt helt ned og jeg kom til genoptræning denne gang uden kæften op over andre trafikanter.

 

Kh

Bundsgaard

 

PS: Hvem står for anden i år?