Kære Bundsgaard.
Jeg bliver nødt til at berette noget, på grænsefladen mellem pral og en pinlig tilståelse.
Jeg kan måske have været en kæmpe-spade, måske have reddet et liv, og det er muligt, hvis man er meget Gandhi-agtig, at det er foregået på samme tid:
Vi er i sommerhus, mig og min smukke kæreste og hendes søde børn. Sidst i aftensmåltidet, så rejser hendes næstyngste sig fra sofaen, hvor hun og hendes lillesøster sad, fordi deres papfar ikke fattede, hvordan man satte en ekstra plade i spisebordet. Vi roterede, naturligvis, men den pågældende aften var det de yngstes tur til sofaen.
Den næstyngste rejser sig ikke i protest mod sædefordelingen. Hun tager sig bare til halsen og udsender en harkende lyd. En manøvre, hun gentager, da moderen spørger om hun er ok.
Jeg rejser mig op, fordi jeg sidder tættest på (vi roterede naturligvis) og giver hende et par dunk i ryggen. Det ændrer ikke noget. Hun er helt stum og bleg og tager sig til halsen, så jeg tænker med en for mig uvant selvtillid at så er det jo Heimlich-manøvren. Jeg føler, den sidder på rygmarven efter min værnepligt i Bornholmske CF-Kolonne i 1991.
Jeg griber fat om næstyngstebarnet, samler mine hænder ud for hendes solar plexus og er så selvtillidsfuld på grund af mit 26 år gamle førstehjælpskursus at jeg siger “Jeg har dig” i øret på det stakkels barn. Så trykker jeg mine knyttede næver indad og opad. Barnet udstøder en af de smukkeste lyde, jeg har hørt i mit liv, nemlig en lang vejrtrækning, og kaster sig så i armene på sin trøstende mor.
Jeg sætter mig ned og sender en venlig tanke til CF-korpset og min værnepligt, indtil det går op for mig at det, man kalder “Heimlich-manøvren” slet ikke var en del af vores førstehjælpskursus dengang. Jeg kan i hvert fald ikke have husket at træne den manøvre i en grad, der kan forklare min selvtillid på lige det livsvigtige område. Men så går det op for mig at mange amerikanske stand-up komikere har lavet jokes om Heimlich og hans manøvre, og jeg slog det op i et leksikon, da jeg læste Woody Allens fine, fabulerende historie om Heimlichs forsøg på at få krediteret andre manøvrer til sit navn. Med andre ord anede jeg ikke, hvad jeg lavede.
Så det mest realistiske er at jeg udsatte en 11-årig pige for knækkede ribben og potentiel kvælningsdød, baseret på et leksikonopslag. Den mindre realistiske, men smukkere forklaring er at stand-up har reddet liv. I hvert fald har hun det fint, og jeg har aldrig følt mig mere handlekraftig. Om ikke andet kvalificerer det mig som middagsgæst. Men det er jo min tur til at invitere. På stoooore stykker mad!
KH Dorset.