Kære Bundsgaard.

Tak for at minde mig om ikke at tage til stranden. Vi var en uge i sommerhus med nærmest konstant regnvejr, og folk blev ved med at spørge, hvad vi så foretog os. Og svaret er jo det indlysende: Vi undlod at være på stranden. Det kan man faktisk få rigtig meget tid til at gå med, og man fortryder det sjældent.

Hvis du af en eller anden grund skulle blive slæbt med til dette sandbefængte helvede igen, så har jeg lige fået et råd i den nye reklame for strandsikkerhed: ”Bad kun mellem flagene i Livreddertårnene”. Dels lyder det som en helt utrolig sikker måde at bade på, og dels er der vist behageligt og sandfrit trægulv i sådan nogle livreddertårne, så det vil jeg prøve næste gang.

Min ferie er så rar at jeg faktisk ikke rigtig har haft noget at brokke mig over. Så af ren desperation tog jeg en cykeltur, for at se jeg kunne finde hen til min indebrændthed.

Og det er ikke så let, som det lyder, for i Danmark har vi valgt at den nemmeste måde at skilte på, klart er at skilte for dem, der i forvejen ved, hvor de skal hen. Af princip får man kun at vide, hvad den nærmeste landsby hedder, og aldrig hvilken større by, man kører i retning mod. For det ved alle de lokale jo godt.

Det bedste eksempel er de store, gule skilte, man stiller op når der er vejarbejde. De er en guldmine af information, hvis man altså er den lokale byplanlægger, eller hans nærmeste pårørende. Der står altid noget i stil med ”Udbygårdsvej spærret ved Korsvej. Omkørsel af Mordor Allé”. Det åbner jo for de af os, der ikke er født og opvokset i byen, et par spørgsmål: Hvor ligger de bemeldte veje? Kører jeg på en af dem, eller kommer jeg til det, hvis jeg fortsætter? Har der været en form for vejquiz, jeg er dumpet i, ved ikke at møde op, og kan jeg tage den nu, inden jeg kører videre?

Til det cyklende folk har man tilberedt endnu bedre skiltebaserede lækkerier: Supercykelstier, der forbinder byerne. OK, ”Forbinder” er måske et stort ord. Der er et skilt i hver ende, med en cykel på, og så en pil, der peger i den generelle retning af den anden by. Og så kan man selv køre lidt rundt på må og få, og gætte på, hvor stien fortsætter henne. Så må man crosse omkring i villakvarterer eller på skovstier og lede efter det næste skilt, som en spejder på et orienteringsløb udlagt af verdens mest glemsomme mennesker.

En af de her ”supercykelstier” har engang ført mig ud på en perron på Egedal Station. Dét ser man sjældent i Tour de France. Men i det mindste førte den mig ikke til stranden.

Kærlig hilsen Dorset.