Kære Bundsgaard.

Da jeg var barn indledte jeg altid mine postkort med spørgsmålet ”Har du det godt, for det har jeg?” Det havde jeg lært af min to år ældre fætter, og jeg synes, det var så fikst. Det synes jeg sådan set stadig, det er, og dejligt ærligt, sammenlignet med de voksne, der har for vane at gå længere omveje for at komme til at tale om sig selv.

Det var en dejlig enkelt tid dengang, og det må vi lige huske på, her på brokkebloggen, inden vi endnu engang skælder ungdommen sin sidste, sønderskudte rest af hæder, såvel som ære, fra.

Lad mig komme med et kort eksempel: Omtrent på det tidspunkt, hvor min fætter lærte mig postkort-tricks, så gik jeg i 1. klasse, hvor vi lærte at begå os i trafikken. Af en eller anden grund var trafiklys også på pensummet ude på landsbyskolen, men de har vel frygtet, vi ville forvilde os helt ind til Aalborg på et tidspunkt.

Dengang i 1977 var reglen meget enkel: ”Rød mand stå – grøn mand gå”. Lige til at kapere, for selv et relativt dumt barn som mig.

Nu skriver vi 2017, og det kan sagtens være fordi, jeg nu opholder mig i en noget større by, men skal man lære et barn at begå sig på de gader, jeg går langs nu, så skulle reglen hedde: ”Rød mand stå – grøn mand vent: Først på de tre konfrontationsparate herrer i deres udbankede Opel Vectra, så de to sammenbidte cyklister, som synes, de har aftjent deres ventepligt ved lyskryds for i dag, og så endelig den blonde kvinde i minibilen, der har hele hovedet inde i sin smartphone og en vanvittigt vigtig samtale. Og SÅ gå”.

Der er ikke noget at sige til, de af og til synes, det er lidt besværligt, det hele, med så komplekse regelsæt. Heldigvis lærer de vel at cykle på et tidspunkt, så reglerne ikke gælder for dem længere. Man kan kun håbe, de lever så længe.

Kærlig hilsen Dorset.