Kære Dorset

Som du ved, har jeg også lige været på ferie.

Og ferier ER bare ikke, som da vi var børn (som du så rigtigt påpeger).

Begrebet “En hel dag ved/på stranden” ER og bliver en romantisk illusion hentet fra forvrængede barndomsminder. Det er én (blandt mange) grund(e) til, at jeg foretrækker en uge ved poolen på min yndlingshotel på Gran Canaria. Yndlingshotel af flere grunde: Børn under 16 er ikke tilladt. Der er ingen pool bar med tilhørende enerverende under/overlægningsmusik  – dvs et lydspor, der består af én – EN CD, som kører på gentagelse fra 10 formiddag til klokken 18 aften. Det her hotel er noget nær et refugium. Ja, nærmest et hospice. Der er hele 3 swimmingpools. Og i den store pool er hverken badedyr, luftmadrasser eller boldspil tilladt. Der er brusere til afskylning – før og efter en dukkert, – og man kan slå en parasol op, så man kan ligge i “den gode skygge” som farbror Nubbe altid pointerede (manden var udfordret mht. pigmentering; men respekt værdig, når det gælder sparsommelighed.)

Nuvel.

For 2 år siden (ja, det var vist 7. gang på samme hotel i år…. Jeg ville ha’ peget fingre af mig selv som type for 25 år siden) kom jeg til at sige “ja da” eller “ok så”, da min mand inderligt spurgte mig, om ikke vi skulle tage en tur “på stranden.” Jeg lukkede øjnene og fremkaldte et billede af mig selv med bar røv og bøllehat på stranden i Kulhuse, mens jeg fanger en krabbe med et hullet fiskenet, drikker syntetisk (lunkent) saftevand af en plastickop i farven gul/rød og sætter mælketænderne i en blød Bastogne kiks fra LU med sand (så knaser den jo alligevel.) Vupti! Så virkede begrebet “En dag på stranden” ret ok. Ikke at jeg hoppede op og ned (det kan jeg ikke mere – uden trampolin), jeg var ikke i extase; men mindre kan jo også gøre det – efterhånden. Tanken var i hvert fald ikke udelukkende utiltalende. Så rustede vi os til “En tur på stranden.” Dvs. pludselig skulle jeg tage stilling til begreber som “badehåndklæde”, “praktisk fodtøj” og “vand til turen.” Jeg tog et af hotellets badehåndklæder, der er arealmæssigt på størrelse med teltet på Orange Scene – rimelig upraktisk. Nye sandaler – rimelig upraktisk. 1 1/2 L vand – rimelig upraktisk.

Vi tager en taxi til fyrtårnet, da klokken er ca. 10. Og så skal vi bare gå 3-4 km. Javel ja. 500 meter – håndklædet vejer 14 kg. 800 meter – sandaler gnaver. 1200 meter – jeg må ha’ vand, vand, VAND – det er lunkent. Jeg kæmper videre – barfodet, tørstig og med for tung oppakning, mens jeg tænker at det er BS, der står bag det her. Vi når endelig til en liggestol, og jeg breder mit (alt for tunge) håndklæde ud og sover. Sover i 10 min. for SÅ er der en Spanier, der kræver penge for en slidt solstol. Betaler, og sover videre i 10 min. Nu er der en tyk mand med hår på ryggen, som på tysk, spørger om jeg lige kan smøre solcreme på hans ryg – et areal på størrelse med en behåret langfinnet grindehval. Ja, ja da – det er jeg da ikke for fin til. Jeg sover lidt; men nu skal der bades. Javel; men det er vel også derfor vi er her. Min mand løber og kaster sig i bølgen blå (jeg fatter ikke blå – si’r han altid.), Jeg må gå, fordi tre blodpropper gør, at jeg ikke KAN løbe. I den sparsomme tid jeg har sovet, er sandet dog nået op på ca 70 grader. Det opdager jeg så halvvejs mellem solstol og vand (det der hedder “point of no return.”). Mine fødder sender en besked til min hjerne: “Løb.” Hjernen svare: “Det kan jeg ikke.” Jeg er fanget i badestrandens svar på en go’ gammeldags Firewalking fra 80’erne. Jeg kan ikke nyde Atlanterhavets salte vand, fordi jeg bare tænker på opturen, som nok nærmere bliver en nedtur for mine fodsåler. Jeg vil tilbage til mit refugium. Mit refugium med kontrollerede vandbassiner, bruser, uforstyrrede liggestole og afkølet drikkevand. Og jeg magter ikke at gå ud i byen på restaurant den aften. Det må blive på mit elskede hotel. Men “ingen roser uden torne.” For DET viser sig at være en fejltagelse at indtage dagens hovedmåltid her. Hotellet som kan – næsten – alt. Mangler lige en kok, der kan læse. Det er simpelthen min eneste forklaring på den Caesar Salad jeg fik. Jeg mener: Hvor svært kan det være at banke en salat sammen. En salat opfundet i 1925, og som man kan finde opskriften på på under 10 sek på nettet? Du kan jo selv søge. HER er lidt hjælp. Det er ret nemt- bare følge en opskrift. Bruge det der står. ikke tilføje. Ikke udskifte. Iceberger-salat hører IKKE hjemme i den salat. Dressingen skal ha’ lidt ansjoser – det er ikke ok med “All Round Mild Creme Fraische”. Få de majs ud -UD! Og det samme gælder kokkens “nytænkende” indslag med pinjekærner i stedet for flager af parmesan. Da tjeneren kommer og spørger (uden nærvær – bare på auto) om alt er ok? burde jeg ha’ belært ham og helt enkle opskrifter – men jeg orkede bare ikke mere dén dag – jeg magtede det IKKE, for  jeg kender svaret. Nemlig: “This is OUR version of Ceasar Salad.” Jeg magter ikke at tage diskussionen op. En diskussion, hvor jeg vil påpege, at der lissom ER grundlæggende ingredienser i mange opskrifter. Fortælle ham, at man ikke behøver at konsultere Troels Trier og Rebecca Brüel for at få opskriften på Bøf med Løg.

Det ville jo være lige så tåbeligt at komme med en Bacardi/cola, hvis kunden har bestilt en Gin/Tonic og så påstå: “This is OUR version of a Gin/Tonic.”

 

Kh

Bundsgaard