Kære Bundsgaard.
Da JEG var ung, så tog man på sommerferie og foretog sig absolut ingenting i nogle uger, og brugte så den sidste dag inden skolen eller arbejdet startede igen på at samle de få oplevelser, der egnede sig til offentlig gengivelse, sådan rent mentalt, og øve sig i at få det til at lyde som om man havde lavet andet end at sove og drikke.
Og det var ferien pludselig ovre, og man skulle forsøge at overbevise kolleger eller klassekammerater om at man havde været utroligt kulturel og/eller fysisk aktiv, og virkelig fået noget ud af fridagene. Det slipper man heldigvis for i dag, hvor man bare kan sige, man ”tog sig noget offline-tid” eller ”koblede af”.
Så den snupper jeg, men må så indrømme at det bare var en tur i sommerhus uden WiFi, og at jeg mest brugte min tid på rødvin og brætspil: Godt nok vandt min kæreste i Risk, selvom jeg har 35 ås erfaring mere end hende, men det er jo også mig, der har held i kærlighed…
Så det var en dejlig sommerhustur, hvilket jeg var lidt lettet over, eftersom det var første gang i mange år, jeg havde været sådan et sted. Jeg har været i sommerhus som barn, lige efter gymnasiet og så i sidste uge. Det er jo lidt konceptet: Sommerhussegmentet udgøres af folk, der enten er meget unge, eller har fundet det sted, de gerne vil være i livet, hvilket gør at jeg har tilbragt en uge et sted, hvor de eneste, jeg mødte var pensionister, og så familiefædre, sendt i Superbrugsen med den uforståeligt store indkøbsseddel. (De unge sov jo, mens jeg var vågen).
I løbet af sådan en uge går det op for mig, jeg har et stort problem med virkelig gamle mennesker. Og det handler ikke om alder, men om en tilstand: Den dér, hvor hvad som helst er en overraskelse. En ny butik, en ny ansat i en butik, en ny skrifttype på et skilt i en butik: Der er næsten ikke nogen afvigelse fra det sædvanlige, der IKKE får den her form for gamle mennesker til at stoppe op i forundring. Og pege på det. Og diskutere det, med sig selv eller andre.
Efter en dag er det sødt, efter tre er det anstrengende og efter en uge er man udmattet, når hele Hornbæk er besat af mennesker, der synes vejarbejde er noget, der spontant springer op af undergrunden, mens man passerer det. Folk som kan føre en indgående samtale i den indgang til supermarkedet, som alle skal igennem og blive vildt forundrede over at andre skal passere dem. Og ja, de er da søde i al deres forvirring, men derfor vil man da stadig helst ikke ende sådan.
Den konklusion kom jeg til ved ugens slutning, da jeg så en mand lægge sine varer på kassebåndet med sin hånd stadig indsvøbt i den plastichandske, man opfordres til at bruge når man køber bake-off brød. Den havde han beholdt på gennem hele indkøbsturen, enten fordi han syntes, der var lidt småkøligt i butikken, eller fordi han havde truffet et livsvalg om fremover altid at have sin ene hånd indsvøbt i kælen plast.
Så da jeg kom hjem til min søde, unge kæreste, så havde jeg en liste klar, på fem tegn til at hun burde kvæle mig med en pude samme nat, hvis jeg forfalder til et af dem.
5: Bakeoffbrødhandsken – som jeg forhåbentlig nu er advaret imod.
4: Cykelfinten: Hvor man trækker cyklen ud på cykelstien og så går hele vejen rundt om den, uden på noget tidspunkt at kigge bagud for at se om det er et godt tidspunkt.
3: Når samtlige punkter på et menukort kræver en forklaring fra tjeneren, der skal starte med at forklare forskellen på Indien og Italien.
2: Når man mister evnen til at holde koncentrationen om et indkøb i den tid, det tager fra man lægger indkøbene på kassebåndet til man falder i staver over opfindelsen af ”tyggegummi” og ikke kan høre kassedamen.
1: Når man har glemt punkt 1 på en liste, der ellers kun indeholder 5 punkter, og derfor ellers burde være til at overskue. Åh, nej. Jeg vågner næppe i morgen.
Lev godt!
Kærlig hilsen Dorset.