Kære Bundsgaard.
Dit seneste indlæg gjorde mig aldeles præstationsangst. For hvad skal man egentlig sige, når man støder på folk man kender, mere eller mindre perifært? Når de tager telefonen, fx? Altså efter, man har præsenteret sig, for ellers bliver det bare mærkeligt.
Jeg plejer at bruge ”hvordan går det?”, fordi sætter den spurgte fri til at vælge mellem det allermest banale eller det dybere. Men nu kan jeg høre mig selv sige det, når jeg ringer op, og overvejer at finde en anden frase. Det kan bare hurtigt blive ungt og forceret, så forslag modtages med taknemmelighed. Og du må endelig stoppe mig, hvis jeg ringer til dig, og halv-rapper ”hvad så – hvad er ordet på gaden?!?” eller andre ting, der burde medføre et evigt telefonforbud for folk over fyrre.
Paradoksalt nok har jeg selv en uhyrligt lav tolerancetærskel overfor folk, der ikke ved, hvad de skal sige. Så lav, den overhovedet ikke ville udgøre et problem for sproglige kørestolsbrugere. Specielt er jeg er utålmodig når jeg står i kø. Folk skal bare tage en indånding for meget, før mit blodtryk får mit ”vivofit-ur” til at bippe hysterisk.
Og min utålmodighed giver mig skræmmende stærke meninger om folks sprogbrug i kø-situationer. Jeg er komplet allergisk overfor udtrykket ”jeg får…” Det er som regel folk, der har deres styrke indenfor besværet vejrtrækning, som benytter sig af det, og altså ikke kan sige ”jeg vil gerne bede om…” eller ”Jeg vil godt have”. Men ”jeg får”. Jeg har altid lyst til at komplimentere deres klarsyn. Tillykke med forudsigelsen, Discount-Nostradamus. Tænk at kun få minutter efter at du kræver tre thebirkes, så har du dem på hånden i en lille, fedtet pose.
Når jeg nu selv er præstationsangst, er det måske dumt at tilstå, jeg bedømmer folk på hvad de siger i en indkøbssituation. Så ender jeg jo med at give mig selv præstationsangst, nede i Kvickly. Det siger bare meget om mennesker, hvordan de formulerer sig. Jeg har erfaret, der er fem typer i en supermarkedskø. De viser sig, når den kasseansatte spørger om man ”vil have bonen”.
Tidligere troede jeg, der var to typer: Han, der sagde nej og hende, der sagde ja. Men TIMERS (fordelt over mange, mange års) venten har lært mig, der er tre typer mere.
Den første er teknisk set mere en undertype. Det er ham, der lyder som om, han aldrig før har fået spørgsmålet: Stemmen glider helt op i overraskelse og får det til at lyde, som om han er blevet tilbudt en form for bonus: Et varigt minde om en forrygende indkøbstur. ”Jaaaah, det vil jeg da godt”, med en optimisme som regner han med at få den overrakt indrammet af en pigegarde.
Nummer to er den tvivlrådige, der tackler spørgsmålet om bon eller ej, med en tøven. DEN får mig altid. Jeg er på nippet af at tilbyde livliner af alle slags. Jeg kan endda være vennen, man kan ringe til, om end man ikke kunne nå at ringe op, før jeg råbte ”Jeg kan holde den for dig, hvis du er så meget i tvivl!”
Type tre er min nye favorit. Man kan kalde ham ”Rådgiveren”. Manden, for hvem et ”nej tak” er for sjasket, hvilket får ham til at afslå bonen med ordene ”Nej, … den kan du bare smide ud”.
Som om kassedamen aldrig selv var kommet på den tanke. Som om store dele af Kvicklys lager var optaget af stakke af uafhentede kasseboner, man ikke anede, hvad man skulle stille op med. Det gør mig altid glad for ikke at sidde i kassen, for jeg tror ikke at sarkasme er en del af kundepolitikken. Og det ville jo ikke gøre køen kortere, hvis man rejste sig fra kasseapparatet, maste sig ud af sin bås og dansede rundt i ekstase, kyssende tilfældige pensionister, mens man i jubel råbte ”Jeg må smide den ud – den skal ikke pryde væggene i mit hjem for evigt. Dagen i dag er en herlig dag!”
Så ville den næste i køen nok stille spørgsmålet: ”Alt vel?”
Kærlig hilsen Dorset