Kære Bundsgaard.

Noget af det mest romantiske, en kvinde kan se, er to ældre mennesker, der går tur med hinanden i hånden. Det får dem til at pege og sukke dybt og give ens hånd et klem, mens de hvisker ”er det ikke bare sødt?!”

Har man været tilstrækkeligt længe i heteroseksuelle forhold, så ved man, der kun er et rigtigt svar: ”Det er SÅ sødt!” Man kan tilføje ”Vi skal også holde hinanden i hånden på den måde, når VI bliver gamle”, men det kan man med fordel gemme til man har brug for at sætte lidt point på kontoen.

Det er ikke fordi jeg ikke selv synes, det er smukt at se et ældre ægtepar holde hinanden i hånden. Jeg har bare set nok pensionister i bybilledet til at vide, det ikke altid er af romantiske årsager. Jeg har i hvert fald en mistanke om at det nogle gange er mandens eneste mulighed for at få hustruen op i en fart, der gør det muligt at han kan nå hjem at se Barnaby.

Den knap så romantiske variant er i hvert fald mindst lige så udbredt: Den, hvor manden går forrest og sukker, mens kvinden falder i staver over hvert andet vindue, de passerer. Hvor hun hvert halve minut begejstret udbryder ”Nej – SE!”, og han bare mumler noget uhørligt som svar, fordi han alt for godt ved at skulle han komme til at sætte lyd på, ville han alt for højt hvæse ”Kom NU, for helvede!”, og så kan man slet ikke nyde Barnaby, med alt den dårlige stemning til at forstyrre signalet.

Jeg synes personligt, det hører til de mere morsomme syn indenfor krypto-antropologien: Sådan et ældre par, hvor han resigneret skridter af sted, mens hans kone et par meter bag ham er travlt optaget af alle de ting, butikkerne kan tilbyde. Man kan nemlig se, hvordan han diskret skotter bagud, for at holde den helt præcise afstand, som er nøglen til at få så meget med af Barnaby som muligt: Den afstand, der lægger størst muligt pres på hustruen for at følge med, uden han kommer så langt foran, hun indigneret kan råbe ”vent nu lidt!”

Det er en kunstart, om end ikke en af de værdsatte af slagsen.

Forleden aften, da jeg luftede hund, så jeg en mester, der havde formået at omsætte den til cyklen: De var et par midt i 60’erne, som skulle hjem fra, hvad jeg håber havde været, en rigtig hyggelig aften. Nu stod han klar overskrævs på sin cykel, mens hun hengav sig til en anden af heterolivets faste glæder: Gennemrodningen af dametaske. Du tror måske, det er en tom kliché, men jeg stak engang hånden ned i min kærestes taske, og kunne mærke et garderobeskab, noget sne, og et kraftigt håndtryk fra en, der hed ”Aslan”. Jeg har aldrig forstået hvorfor kvindelige narkokurerer på film altid skal sluge kondomer med kokain i, når de bare kunne lægge narkoet ned i deres taske og slippe sikkert gennem tolden. (Måske fordi deres bagmænd aldrig ville finde det igen?)

Men netop som jeg passerer det nydelige par, sker miraklet. Hun hiver i triumf sin cykelnøgle frem af tasken, og gør sig klar til at køre hjem, men først opfører hun den lille dans, kvinder i den alder godt kan få for vane: Først skal cyklen ud midt på cykelstien, så skal hun rundt om den, og endelig skal benet over cyklen, som en blanding af slow-motion jitterbug og karatespark. Det lykkes med stor elegance, men succesen stiger hendes gemal til hovedet i en grad, så han triller sin cykel ud på cykelstien, derhenne hvor han holdt i den magiske afstand, hvilket straks får hustruen til at råbe ”vent nu lidt”. Han mumlede bare et eller andet, hvilket fik mig til straks at løbe hjem og se om Barnaby var ved at gå i gang.

Kærlig hilsen Dorset.