Kære Bundsgaard.

Kender du det at man overhører en del af en telefonsamtale, og får lyst til at forfølge personen, indtil man får opklaret, hvad i alverden, det dér handlede om?
Jeg har i hvert fald lige haft den oplevelse, og det er ikke fordi, jeg lusker omkring og lytter, men jeg blev nærmest råbt ind i ansigtet, da jeg fredeligt kom gående med min hund. (igen!)

”Rismælk”, nærmest råbte en ung kvinde ind i sit headset. Jeg kiggede overrasket på hende, hvorefter hun med tårnhøj indignation gentog ”Jeg har lige sagt til dig FEM gange at vi HAR rismælk”.

Først fnes jeg lidt for mig selv over at noget så karakterløst som rismælk kunne rumme så højt et konflikt-potentiale, og kunne ikke lade være med at føle lidt med modtageren af den småsure svada, men så forsøgte jeg at analysere den minimale del af deres udveksling, jeg var blevet involveret i, og gled efterhånden som analysen udviklede sig, længere og længere over på den unge kvindes side:

Tænk at være i et forhold med en person, der har et så entusiastisk forhold til risbaserede juiceprodukter at man ringer for at forlange dem indkøbt, men samtidig ikke orker at tjekke køleskabet for at se om de allerede forefindes i husstanden?!

Jeg overvejede faktisk engang at skrive en bog med løsrevne sætninger, jeg havde overhørt på gaden, og så min fortolkning af, hvordan konversationen var kommet hen til dem, og indkøbte endda en notesbog, så jeg kunne skrive dem ned, men første gang, jeg gik en tur (hundeløs!) med den i inderlommen, så var den første sætning jeg hørte:
”Når man så har begravet en hel spand med urin…”

Så opgav jeg, fordi virkeligheden igen overgik fantasien.

KH Dorset.