Kære Bundsgaard.

Hvor herligt at dit brokkegen lever i bedste velgående, om end trist at det tog en knækket tand at trække det frem til overfladen. Men meget symbolsk, egentlig:
Omverdenen ved det jo ikke i sin overfladiske munterhed, men vi brokketyper er jo egentlig bare følsomme typer, der går omkring med nogle nerveender frit blottede, der for mindre modtagelige mennesker er solidt indkapslede. Vi er jo ofre, rent ud sagt, og burde kalde os ”særlig sensitive gamlinge” og modtage omsorg og medlidenhed i stedet for opfordringer til at se lysere på livet og andre menneskers adfærd. Som samfundet ser ud i de her år, må det jo være et spørgsmål om tid, før vi kan sætte en eller anden forkortelse på os selv og måske endda kunne få rabat på psykologbehandlinger og den slags?

Jeg tog de første par timer i går, på forventet efterbevilling. Det var ikke decideret terapi, men mere en form for chokbehandling: Jeg udsatte mig frivilligt for demonstrative mængder af livsglæde og begejstring, nok til at slå de i forvejen vaklende bene væk under mig:
Min kærestes ældste datter danser formations-diskodans, og i går var hun til DM. Og det er et skue som er svært at beskrive, for de, der ikke har oplevet det.

Forestil dig at man med en decibelmåler har fundet de 400 piger i landet, der kan hvine højest, og sat dem sammen i en idrætshal. Så har man delt dem ind i hold, og klædt hvert hold på i en kombination af neonfarver, der ville få professionelle cykelryttere til at gå i strejke, og fået dem til at træne i så utroligt mange timer at deres spændingsniveau er helt oppe under loftet. Så har du muligvis en idé om lydniveauet, men jeg må understrege at også det rent visuelt er lidt af en udfordring, når 20 piger i skinnende mønstre hopper rundt mellem hinanden. Jeg kan i hvert fald ikke undgå at føle at der burde være en advarsel for folk med tendenser til epilepsi på haldøren. Det flimrede i hvert fald en smule for mine øjne ind imellem, og jeg så med beundring og misundelse, hvordan en af fædrene havde udstyret sig med solide ørepropper hjemmefra, hvilket både jeg og Sundhedsstyrelsen kan anbefale, hvis man får lyst til at opleve sådan en konkurrence ved lejlighed.

Og selvom det måske ikke lyder sådan, så prøv det. Der er en energiudladning i sådan et lokale, der med lethed kan unødvendiggøre kulkraft, hvis man finder en måde at opfange den på. Slut med vindenergi og ind med hvin-energi. Og så er det en fest at se hvor disciplinerede og motiverede og fokuserede, de er, de unge mennesker. Ikke alene har de trænet selve dansen, de har også selv siddet og syet glimmersten på deres dragter og koordineret udseendet til mindste detalje.

Det rent dansetekniske vil jeg trygt overlade til dommerne. Ikke mindst fordi de vurderede at papdatterens hold var bedst i sin kategori, så de nu kan kalde sig Danmarksmestre. Papfar er meget stolt!
Og det var virkelig et blik ind i en verden, jeg ikke anede fandtes, at gå til sådan et stævne. Jeg havde det lidt som da jeg i et anfald af ungdommeligt overmod meldte mig til gymnasiernes idrætsdag, og mødte sportsfolket: En hel flok søde atletik-mennesker, jeg ikke anede gik på min skole, fordi de lavede fornuftige ting, når vi andre var spritstive. Sådan havde jeg det også med formations-diskodansen, da jeg kom hjem og gik med hunden, og mødte den obligatoriske gruppe af stive teenagere, der ikke engang havde viljekraft til at vælge om de skulle have junk fra McDonalds eller genboen 7-Eleven. En imponerende mangel på koordination, når man lige havde oplevet det modsatte.

Hvis det kræver at man hopper skarpt koordineret rundt i en hal til dunkende tyskerbas for at opdyrke evnen til at træffe en rask beslutning i butikssituationer, så vil jeg gøre diskodans obligatorisk. Vi to ville også se knaldgodt ud i neonfarver og palietter.

KH Dorset.