Kære Bundsgaard.

Igen i dag havde jeg en oplevelse, der minder mig om, hvor dårlig jeg er til at lytte. Det er endnu en historie der starter med at jeg kom vadende med min hund.

Jeg ved godt, det virker som om jeg ikke laver særlig meget andet, men jeg lover dig, jeg går enkeltstående ture og at det ikke er en permanent tilstand, hvor jeg undervejs skubber en yderst brugt barnevogn, og sliber folks knive, såvel som sakse. (Men skulle nogle kaste penge efter gøgleren, så husk at sedler ikke slår lige så hårdt som mønter!)

På turen i eftermiddag blev jeg råbt an af en dame i en bil, (sådan går det når man bevæger sig ud på Nørrebro), der sagde ”kan jeg være der?”

Hun sad i en BMW-stationcar, som hun var ved at parkere, så som en overfladisk mande-mand antog jeg straks at det helt enkelt var det, hun snakkede om: Parkeringen! Så jeg begyndte straks at mansplaine hende at der var lidt over en meters plads bagud, så hun roligt kunne bakke, og da hun så nærmede sig bilen bagved, så var jeg nedladende mandesvin nok til også at pådutte hende min mening om at hvis hun rettede BMW’en op nu, så ville den holde helt fint. Så opgav hun mig og takkede høfligt.

Nu, hjemvendt til min stue, hvor jeg i hele to lamper har installeret bagklogskabens klare sparepærer, går det op for mig at meningen med hendes spørgsmål muligvis var meget dybere end jeg i min enfoldighed var i stand til at antage: Jeg har ignoreret den eksistentialistiske kompleksitet i hendes nødråb, og reduceret hende til en kvinde med et parkeringsproblem.

Når hun siger ”kan jeg være der”, er det et råb om hjælp og støtte fra et andet menneske. Et forsøg på at få os begge til at smide facaden og indrømme vores indre uafklarethed og mødes i det krydsfelt af tvivl, der trods sin kaotiske natur, kan være den krykke, der får os gennem en dag fuld af usikkerhed. Spørgsmålet ”Kan jeg være der?” handlede jo ikke om længden på hendes BMW og p-pladsens størrelse, men om et stressende konkurrencesamfund med stigende, nogle gange udefinerede krav, og rodede menneskelige relationer som forvitres i en syreholdig petriskål af stress og sociale medier, og den tvivl, mange af os føler fra morgen til søvnløs nat: Er der plads til mig i denne verden…?

Som den italienske Nobelprisvinder Salvatore Quasimodo skrev i et af sine digte:
“Ognuno sta solo sul cuor della terra
trafitto da un raggio da sole:
ed é subito sera.

(Enhver står alene på jordens hjerte
gennemboret af en stråle af sol:
og straks er det aften).

Jeg afslog en udstrakt hånd fra et søgende menneske og reducerede hende til et spørgsmål om ”kvinder og parallelparkeringer”. Så nu vil jeg ligge vågen hele natten og tænke ”kan jeg være der?”

KH Dorset.