Kære Bundsgaard.

Den er da helt gal med mig! Først var jeg ret ligeglad med at der var ”Copenhagen Maraton”, og nu kan jeg ikke hidse mig op over at der er ”Distortion”. Jeg overvejer næsten at opsøge det, bare for at kunne mærke galden igen.

For selvfølgelig er jeg nervøs. Hvad hvis mit brokkegen er ved at sygne hen? Er jeg virkelig begyndt at tage små stikpiller a la ”hvis du ikke har andet at gå op i…” til mig? Det kan selvfølgelig bare være sort uheld: Da Maratonløbet holdt byen mere eller mindre afspærret, var jeg i Jylland og kom først hjem, da de sidste deltagere var ved at vakle i mål, og når Distortion hærger én bydel, sender min kalender mig hen til en af de øvrige.

Jeg har prøvet at mønstre lidt modvilje, men det bliver i bedste fald til nogle halvhjertede likes til nogle, der er ægte oprørte.

Og det bekymrer mig, for min surhed skulle jo nødig forsvinde helt. Den er efterhånden ved at være så sjælden. Det er jo det paradoksale ved hele Distortion-folket og deres higen efter at skille sig ud, ved vildvoksende skæg, skøre hatte, horrible beklædninger, ikke bare under den nuværende dionysosfest, men helt generelt. Der er jo næppe en af dem, der ikke har en helt unik tatovering eller sin ”helt egen stil”. Og de kunne spare så meget tid hos både tatovør og i genbrugsbutikker hvis de bare blev lidt sure. Det er der ingen i den generation, der tør være.

Det er nemlig det værste, man kan fremstå som blandt unge. Bare se politikere, der belært af en eller anden medietræner står og griner som idioter, stort set uanset hvor alvorligt et emne, de udtaler sig om. Man skulle jo nødig virke bitter.
Men jeg betragter mig ikke som en af de sidste surheds-enklaver, inden det bliver endeligt udryddet. Jeg ser mig selv som en firstmover, der leder an i bitterhedens snarlige tilbagekomst. Det er kun i denne for bitterheden forhåbentlig kortvarige bølgedal at vi midaldrende bøjer nakken, når nogen kalder os ”sure”. Snart, oh meget snart, når vi kritisk masse af urin og smadret løsøre, og rejser os som de mugne moralister, vi rummer dybt i vores hjerter.

For ”sur” er jo et skældsord, der kun bruges af de argumentforladte. Havde man noget at byde på, var det vel blevet brugt, fremfor at pådutte andre mennesker negativitet. For jeg vil ikke engang kalde det ”dårligt humør”. Det er surhedsshaming! Hvorfor er det dårligere end andre humører? Surhed er nogle gange den eneste rigtige reaktion på dårlig opførsel, og hvis man (helt bogstaveligt) skider på andre mennesker og/eller deres opholdssted, så må man som minimum forvente at det bliver påtalt. Det er ikke surhed. Det er en opretholdelse af den moral, der er nødvendig når man bor tæt sammen. Man kan ikke bare råbe ”hvorfor er du så suuuur” og tro det er argumentatorisk fristed.

Fremover vil jeg besvare det spørgsmål med ordene ”fordi du er en røv med ører”, og håbe at resten af verden opfanger at det ikke er deres reaktion på egomane overgreb på fællesskabet, den er gal med, men de mennesker, der bruger deres personlige frihed til at begrænse andres

Hurra, der var lidt bitterhed alligevel. Jeg skulle bare lige lede. Så er alt godt og jeg slipper for at tage til Distortion for at finde den. Så blev det alligevel en dejlig dag.

KH Dorset.