Kære Dorset
Jeg har været ret fraværende.
For nu at være ærlig i et splitsekund, så troede jeg på et tidspunkt, at bitterheden havde forladt mig. Det var en vildt underlig og – ikke mindst – meget ubehagelig følelse. Men det viser sig, at den bare har været indkapslet. Kroppen har tilsyneladende sin egen vilje og prøver at indkapsle ting, den tror er skadelige. Bitterheden er vigtig og forunderlig. Bedst som man tror, den har forladt én, kommer den lynhurtigt tilbage, og det er vigtigt at få den kanaliseret videre.
Og jeg har lige et indspark vedrørende konspiration.
For et par dage siden knækkede jeg (igen) en tand. Det er så ca. nummer 12, og jeg blev ikke bare bitter; men både rasende, ærgerlig og irriteret. For der ER bare ikke noget street-credit (som de unge siger) i en rodbehandling og en krone (måske, hvis den sidder på hovedet – men ikke, når den er af porcelæn og bliver monteret i munden.) Man sidder jo ikke til et middagsselskab og blotter bisserne med bemærkningen: ”Se lige, hvad jeg har brugt små 10.000,- på!” Well ok, jeg har faktisk gjort det hos Michael Meyerheims svigersøn for et par år siden. Men han var nyuddannet tandlæge, og her var det en hel perlerække af fortænder, som jeg blottede, og de havde kostet mig lidt over 30.000,-. Min mand syntes det var vildt pinligt og talte ikke til mig i flere dage. Tanja og Mads Meyerheim har ikke inviteret mig siden.
Jeg må nok se i øjnene, at penge brugt på tænder bare ikke rigtig virker som noget, der imponerer ved selskabelige lejligheder. Det svarer nærmest til at hive en nyindkøbt håndstøvsuger frem under julefrokosten inden folk er blevet fulde (hvilket min mor gjorde for 4 år siden, og den høflige Henrik, som er tidligere reklametegner, spillede vildt med på showet. Men det er så selv samme Henrik, som tegnede den der Tuborg juleøl reklamefilm, og hvis man er blevet en slags danmarkshistorie, kan man sikkert bedre tolerere at få rengøringsmaskiner i hovedet umiddelbart efter silden.)
Nåh – tænkepause.
Det var den tand og den bitterhed.
Jeg burde sove med mit hoved i et pengeskab. Ikke på grund af min hjerne; men på grund af det porcelæn i munden, som efterhånden er langt mere værdifuldt end et komplet Mågestel (det ER på vej tilbage.)
Jeg tror, jeg har brugt langt over 100.000,- på tænder.
”Du har det ikke fra mig. Det er noget, du har arvet fra din far,” sagde min mor på en knitrende telefonforbindelse (hun insisterer på fastnet!). Javel. Min far døde for over 10 år siden, og havde jeg arvet hans tænder ku’ jeg jo havde fået revet guldet ud af hans tænder, fået det smeltet om og derved finansieret mine egne.
Jeg har først tid hos min tandlæge på torsdag; men jeg synes, det er påfaldende, at jeg allerede i går så ham storsmilende i en ny firhjulstrækker.
Han har også villa, hest og efter mit tandeftersyn i januar blev han motorcykelejer. Jeg er ikke sådan en yoga-vegetar-vi-skal-ikke-gå-op-i-materielle-ting type.
Men det ER da underligt, at jeg knækker en tand hver gang, min tandlæge skal på en meget dyr ferie.
Kh
Bundsgaard