Kære Bundsgaard.

Det er efterhånden alt for længe siden, vi har fået brokket os ordentligt over den danske indkøbskultur, eller mangel på samme, så jeg besluttede mig for at misbruge den yderst frie lukkelov på en ellers solbeskinnet søndag.

Den idé havde jeg ikke eneret på, viste det sig. Mange, især fra det lidt overmodne segment, havde valgt at henlægge helligdagen til Kvickly. Det kan man jo dårligt bebrejde dem, når nu man står der selv, men jeg skal da forsøge alligevel.

Personligt mener jeg hverken at det gør mig til et intellektuelt overmenneske eller en Nobelpriskandidat at jeg på vej hen til supermarkedet har gjort mig et minimum af overvejelser om hvad jeg vil købe derinde, men jeg kan konkludere at det gør mig til medlem af en udsøgt minoritet.

Det kan selvfølgelig sagtens være at det er mig, der går glip af noget med den lidt konventionelle tilgang til indkøbsture. Det har muligvis sin charme at se de magiske glasdøre glide til side og så bare vandre overvældet omkring i denne Aladdins hule af varer, hvis eksistens, man for få minutter siden intet anede om. Man kan blive helt jaloux over den undren, de kan lægge for dagen, når de stirrer ned i det, der for os udenforstående ligner en helt almindelig køledisk. Den kriblende iver, der får deres fingre til at sitre, når de undrende og benovede roterer det mellem hænderne, som en hidkaldt ekspedient fortæller dem er et af disse nymodens ”brød”. Og hvem siger, det ikke er en tølper som mig, der respektløst bare river ned af hylderne, uden at give produkterne den tøven og eftertanke, de så inderligt har fortjent.

Måske er det ikke ubeslutsomhed? Måske er det en form for snedighed, hvor man venter på at sidste salgsdato bliver overskredet, så man kan få noget gratis kaffe? Det ville jo være en perfekt måde at tilbringe sin søndag på. Er man heldig byder butikken måske ligefrem på smagsprøver til at forsøde ventetiden. Hvis man finder sig et døgnåbent supermarked kan man jo bare flytte ind.

Mit bedste bud er i hvert fald at hovedparten af dem, der går i supermarkedet på en søndag enten har utrolig god tid til eftertanke, eller rent mentalt stadig lever i en tid med rationeringsmærker og varemangel og går fuldkommen i bro ved synet af en butik med bugnende hylder. Det bedste eksempel er også det sidste:
Når man har betalt oppe ved kassen, nogle af os på kort, nogle andre med småpenge, de møjsommeligt tæller op fra portemonnixen, så vil ekspedienten gerne vide, om man kunne tænke sig sin kvittering. Nogle af os siger nej tak, nogle har så travlt at de allerede inden spørgsmålet kommer fortæller at ”kvitteringen kan du bare smide ud”, hvilket er fantastisk service, hvis det unge menneske nu ikke anede om den skulle hænges op et sted, eller sættes tilbage på rullen. Nogle siger ja, tydeligt og målrettet, og lægger så sirligt beviset for deres indkøb på plads i pungen, så de kan trække den frem om aftenen og mindes de gode tider nede i Kvickly. Men nogle, og disse nogle må have ret besværlige liv, de overvejer i adskillige sekunder om deres bon nu er gemværdig. Man kan se hvordan den kværner derinde bag de tomme øjne, mens resten af køen holder vejret i spænding. Det kunne man jo gøre op med sig selv, næste gang man træder ind gennem de magiske døre: Vil jeg have bonnen eller ej?

For hvad lokalet rummer af eksotiske fristelser er det jo umuligt at forestille sig på forhånd.

KH Dorset.