Kære Bundgaard.

Der var engang et meget lille, og meget ulykkeligt kongerige. Kongeriget behøvede egentlig ikke være så ulykkeligt, tænkte mange af de andre kongeriger, der egentlig følte, de havde det værre.
Men det var egentlig kernen af problemet for det ulykkelige, lille kongerige. Det ville så gerne have det værre. Tænk hvis nu en lille fugl i den ene ende af landet – det kunne til eksempel være en høne – sagde noget ufordelagtigt om en anden hønsefugl i landets modsatte ende. Så stod der en sky af fjer op om denne hanekamp, indtil der kom en ny konflikt fra øst mod vest, og de to kamphøns helt glemte deres egen batalje og i stedte skrev læserbreve om den nye strid.

Tag nu forleden, hvor en forpjusket og forlængst gold hane, af gammel dansk landrace, kom til at kalde en særligt fin konkurrent fra en meget fornem nation for en HØNE. Ja, da spredte der sig straks en højlydt gokken over det ganske ulykkelige kongedømme:
“Hvor kunne han dog sige så”, pludrede de fleste, hvortil andre tilføjede “er han måske dement?”, og mindede hverandre om alle de korn, den gamle, blinde hane havde overset i årtier.

Andre hyldede den gamle hane for dens mod til ikke at lade sig kue! De kurrede nærmest på duevis, imponerede som de var, og roste den gamle hane for ikke at lade sig censurere af småting som overdreven korrekthed, statsfremmed moral og/eller “sandheden”.

Imens de alle gokkede for og imod hinanden i det lille, ulykkelige kongerige, så glemte de helt hvordan ræven havde skåret helt hul i den kornsæk, der skulle få dem gennem vinteren, så kornene sivede ud af alle sider og blev slugt af både den lille nations egne rotter og fede duer fra andre lande.

Selv de, der havde været med til at skære i sækken syntes det var meget vigtigere at tale om at den gamle hane havde hønet en fornem “Coq Sportif”. Og det er vel ikke så svært at forstå, de meget hellere ville tale om det.

Så i dagevis talte hele det lille ulykkelige land om den gamle hanes bemærkning, og blev ikke mere lykkelige af det, og de glemte helt at det kun var når de selv spurgte, at nogen som helst udenfor landet opdagede, hvad de gokkede frem og tilbage om.

Og SÅ sagde en ny høne at en hane selv havde sagt noget horribelt om ubefrugtede æg, og det var GANSKE vist, og så dannede den vrede gokken på kryds og tværs helt nye geometriske mønstre.

Og ingen af hønsene spurgte hvorfor en ræv havde skåret hul i en kornsæk, når nu ræve ikke spiser korn. De havde alt for travlt med at gøre hinanden ulykkelige og glemte at det er sådan, ræve får lov at grave deres huler dybe og trygge. De klukkede og hakkede af hinandens næb, og slog kløerne i tastaturerne, så de sociale medier blev overskidt med meninger om den helt nye forargelige sætning.

Imens sad den gamle hane og gemte sig. Ude under en stol i et studie i DR-byen. Forsigtigt stak han hovedet frem, og kiggede på alle de afrevne fjer. Så trak den gamle hane et lettelsens suk: “Heldigvis”, tænkte den, mens den luskede sig hjem til glemslen: “Heldigvis, har de helt glemt at jeg gennem 40 år har påstået at vi har en fælles identitet her i det lille, ulykkelige land. Nå, jeg må jo have glemt alle dem, der var uenige med mig i min logik”, tænkte hanen. Og så gik den. Den forkerte vej som altid.
KH Dorset.