Kære Bundsgaard.
En af mine favoritudtalelser i hele verden er fra en fyr, der var med i en artikel om konspirationsteorier. Han troede ikke længere på ting som at 11. september var et komplot, og hans forklaring var så fin: Han havde set så mange politiske debatter at det stod soleklart for ham at de mennesker ikke var i stand til at koordinere noget af den størrelsesorden.
Jeg synes, det er sådan en rar måde at tænke på. Ikke kun for ham, der forhåbentlig sidder til (hemmelige!) møder i Anonyme Konspirationsteoretikere og udbreder sin visdom, men også for os andre. Måske er talentløshed en mere sandsynlig forklaring end onde intentioner.
Det vil jeg trøste mig med efter gårsdagens pokalfinale. For ja, jeg er en af dem, der går til fodboldkampe. Det er ærgerligt at det ligefrem skal være forbundet med en form for skam at indrømme, men det kan dårligt være anderledes, efter en dag som i går, hvor sinker gav den fuld gas med kanonslag, hærværk og generel truende adfærd overfor politiet og tilfældige forbipasserende. Det vidste man godt på forhånd ville ske, hvis man altså har en bare minimal interesse i fodbold. Når Brøndby og FCK mødes så pibler idioterne frem af deres kælderlejligheder og klubværelser for at spille store og truende mænd for en dag. I flok.
Det var mig og mine fodboldvenner fuldkommen forberedte på, da gik fra vores kælderlejligheden og klubværelser og tog hen til Parken klokken 15. To timer før kampstarten. Det var vi ligesom nødt til, fordi arrangøren havde valgt at lave ”Free seating”, eller med andre ord ”først til mølle, hvis man vil sidde sammen”.
Og det er da den oplagte ting at gøre til en kamp, hvor alle forventer ballade: Lad os få folk til at komme hjemmefra så tidligt som muligt, så de kan drikke endnu flere øl og hidse hinanden endnu mere op. Hvad er det mest begavede, man kan gøre med 30.000 fodboldfans: Gøde dem med alkohol, så de voldelige spirer rigtig kan vokse ekstra flot frem.
Jamen det var vel ikke fordi politiet havde advaret dem, eller noget? Jo, så snart det lå klart, hvem der skulle mødes i finalen. Men var det så måske en arrangør, der ikke var klar over forholdene? Tjah, det var Dansk Boldspil Union, som bor lige ved siden af Brøndby Stadion og kan opleve sinkeriet på nærmeste hånd hver anden søndag.
Hvis jeg ikke havde læst det fine citat om konspirationsteorier ville jeg have troet at de med en provinsdiskoteksejers blinde grådighed havde tænkt ”pyt med balladen, hvis vi kan sælge nogle ekstra bajere”. Nu antager jeg bare at de er bimlende inkompetente.
KH Dorset.