Kære Bundsgaard.
Nu har jeg absolut ikke selv potentialet, men der må findes en kæmpe forretningsmulighed i at blive sådan en, der tager til IKEA for folk. Jeg ved godt, at der findes folk, som nyder besøget, men der er jo også folk, der går til foredrag med erhvervsledere der taler om egne fortræffeligheder i timevis. Det er lidt samme oplevelse. Sådan tre timer af sit liv, man ikke får igen, men som man til gengæld tilbringer i rigtig dårligt selskab.
Det har nok lidt at gøre med at IKEA er indrettet efter de mest irriterende mennesker i verdens måde at ”shøppe” på. Altså dem, der sådan driver gennem en butik med uendelig tid til rådighed, ragende på ethvert objekt, de lige bliver tiltrukket af, som en skade af glimtende sager. Det lyder måske uskyldigt, men at gå i kø bag folk, der sejler på kryds og tværs, alt efter hvad der lige fanger deres opmærksomhed, er som at være ufrivillig statist i en zombiefilm. Det er derfor, møbler og andet IKEA-skrammel er udstyret med almindelige menneske-fornavne, for de er som sådan lige så reflekterede som resten af forsamlingen.
IKEA-konceptet må være udtænkt af en, der er meget vild med at vise sine gæster dias-shows. Det er i hvert fald lidt samme tankegang: ”Prøv at SE, hvor mange ting, jeg har, du slet, slet ikke er interesseret i. At man ikke har opdelt stedet, så man fra indgangen kan vælge om man vil kigge på kontorting, stuemøbler eller ting til badet kan jeg kun tolke som et udslag af rendyrket sadisme.
Når sandheden skal frem (og det er jo bedst), så tror jeg mit had til den hæslige geschæft har rod i det faktum at jeg er fuldkommen uegnet til at samle deres såkaldte ”møbler”. Jeg ved godt, det er dårlig stil at forsøge at slippe udenom livets små ubehageligheder ved at erklære sig uegnet til at løse dem. (Havde man dog bare kunnet komme gennem sessionen på den måde: ”Desværre, jeg egner mig ikke til det her – vi ses!”)
Men jeg har virkelig ikke temperamentet til det. Andre, om ikke nyder, så har i det mindste evnen til at sætte sig stille og roligt ned med samleanvisningen og læse den punktligt og grundigt igennem, bakkende på en imaginær snadde. Jeg vil bare have lortet klappet sammen så hurtigt som muligt, så jeg slipper for at tænke mere på det, hvilket hver eneste gang har gjort at jeg på et eller andet tidspunkt har foregrebet begivenhedernes gang i en grad, så jeg er ude over IKEA-møblernes ”Point of no Return”: Den dér mærkelige skrue fra helvede, der når man først har fæstnet den lille runde drejedims om den lille aflange skruedims, sidder urokkeligt låst fast og lader sig ikke dreje op igen. Det er lettere at få havregryn af en skål fra sidste uge, end lirke den åndssvage opfindelse fra hinanden, og det lader sig ikke gøre uden lange og afslørende flænger i det ellers så klædelige laminat. Så alt hvad jeg nogensinde har ejet af IKEA-møbler er skæmmet af mærkelige flænger, hakker og sår, som et monument over min talentløshed indenfor møbelsamlerbranchen.
KH Dorset.