Kære Bundsgaard.

Jeg tilstår blankt at være et af de dér småtumpede hundemennesker. Stortumpet endda, men jeg er stadig nødt til at advare omkring det, efter hunden her i dag bragte mig i en situation, der kunne have eskaleret til ”Klovn”-lignende dimensioner.

Problemet startede med at der er en koncensus i hundeejerkredse om at man omtaler sig selv om ”mor” eller ”far” i forhold til hunden, alt efter køn. (Ens eget, ikke hundens og det er helt op til en selv, hvordan man definerer sig og om man skifter i ulige uger: Hunde er yderst fordomsfri). Jeg ved ikke, hvem der har fundet på det med mor og far. Mit gæt er ældre damer, for det var i hvert fald sådan en, der introducerede begrebet for mig. Jeg var ret ny som hundelufter, da jeg en dag står og klør hunden bag øret, mens vi venter for rødt, og pludselig hører jeg en fremmed stemme råbe ”Passer din far på dig?!”

Jeg kigger op og kan se at det er en dame, der råber i min retning, og kigger mig forbløffet om efter min far, for han er en venlig herre, men decideret passe på mig på åben gade er måske en lidt voldsom opgave for en pensioneret cand. mag i 70’erne med kunstig hofte. Jeg siger ikke, det ville være umuligt for ham, men min overraskelse skyldtes måske også at han er bosat for Fyn, og derfor ville påtage sig nogle lange pendlerture, hvis han kastede sig ud i decideret bodyguard-service.

Men damen mente at JEG var faderen – for hunden, altså. Jeg må tilstå, jeg måske har lidt hår på ryggen, men antage, jeg decideret har leveret genpøl til ham pelstotten er alligevel at strække den.

Alligevel må jeg sige at nudging virker, for syv år senere omtaler jeg gladelig mig selv som ”far”, overfor hunden, hvor ømt det end føles at gå videre på krummede tæer når det sker: ”Nu kommer far med maden”, ”Skal far løfte dig?”, ”kom nu hen til far!”

Jeg glæder mig altid over at ingen hører mig, når det sker, men aldrig mere end i går, hvor den sære, lille gammelpot af en hund, pludselig ville videre op langs søerne, i stedet for ind ad H.C. Andersens Boulevard og hen til min kæreste. Så jeg hørte bare mig selv nærmest råbe af den stædige hund, der stod med røven til og hovedet i sin foretrukne retning: ”Det er FAR, der bestemmer!”.

Hvilket måske ikke er den optimale sætning at stå og skrige udenfor Danner-stiftelsen.

KH Dorset.