Kære Bundsgaard.
Hver påske får jeg en idé om at historien om Jesu lidelser primært er konstrueret for at resten af os skal føle, vi slipper nemt gennem påsken. For det gør vi jo, sammenlignet med gamle JC, udover den fyr, der hvert år bliver korsfæstet på Filippinerne i en solidaritet, man kan indvende, kommer et par årtusinder for sent. Desuden, når jeg ser den historie får jeg tanken at det er den samme mand hvert år, og at hans hænder efterhånden ligner et spil Kalaha.
Men biblens beskrivelse af Herrens påskelige lidelser er jo det første eksempel på en klassisk ”godt, det ikke er mig”-historie, hvis man tør skrive det, uden at risikere et lyn i nakken for at sammenligne Jesus Kristus, Guds søn, med en af dem fra De Unge Mødre, og/eller Luksusfælden.
Men ham fyren fra Filippinerne kan jeg altså ikke lade være med at tænke på, fordi min påske minder lidt om hans. Altså bortset fra det med korset og sømmene og tornekronen, med undtagelse af et enkelt år, jeg helst ikke taler mere om, men der er en grund til at jeg ikke drikker Fernet Menta igen! Men det er det gentagne ritual, der efterhånden får mig til at føle mig lidt åndeligt korsfæstet.
Misforstå mig ikke, (hvilket er en sætning man kun skriver lige efter særdeles misforståelige sætninger): Jeg holder meget af min familie, og de er søde og kærlige mennesker. Jeg holder også meget af anekdoter, eftersom jeg er langt oppe i fyrrerne, og ikke rigtig oplever så mange nye ting længere, men altså anekdoter er bedst, hvis de ender i en form for pointe. Alt andet er skadeligt for anekdoternes brand, som jeg så lidenskabeligt forsvarer!
Nu ved jeg ikke hvad Emma Gad præcis har skrevet om kunsten at fortælle en anekdote. Hun har nogle pointer om passende samtaleemner, men vi kunne passende tilføje nogle grundregler for anekdotekunsten. Nu skal jeg ikke udlevere min kære Mormor, der fyldte 96 år i dag, og derfor må siges at være undskyldt, men hun kunne med stor fordel være blevet præsenteret for anekdotefortællingens grundregler for nogle årtier siden. En historie, hun fortalte i dag, rummer faktisk overtrædelser af alle de vigtigste regler, jeg synes bør introduceres.
Her er først anekdoten, der er mindst 30 år gammel: Min Mormor fik besøg af sin søster. De cyklede ud til ”Gyrstinge Skovkro”. Da de kommer derud er en busfuld pensionister lige ankommet. En af pensionisterne råber ”nu kommer cykelpigerne”. End of story.
Ok, der sparede jeg lige ti minutter af dit liv. Selv tak! Der er også en masse om hvad der fik dem til at begynde at komme på den kro, hvad menuen rummede, størrelsen på Wienerschnitzlerne og hvordan de adskilte sig fra andre store Wienerschnitzel-oplevelser. Men ikke et ord om at de var blevet overhalet af pensionisterne i bussen på vejen, og det var derfor, de kaldte dem ”cykelpigerne”.
Så her er et par anekdote-regler, man lige kan gennemgå i sit hoved, inden man ytrer ordene: ”Jeg husker tydeligt den gang….”:
1: Det er uimodsigeligt en fordel, hvis anekdoten har en pointe.
2: Man kan lige overveje om mere end 75% af de tilstedeværende i forvejen har hørt fortællingen de 4-6 gange, der gør den en smule mindre frrreesh.
3: Er man den eneste person i anekdoten, der lever endnu? Det gør den på flere måder lidt mindre optimistisk.
4: Har man overvejet hvorvidt det gør anekdoten bedre eller dårligere at den bliver afviklet i tidsforholdet 1:1?
5: Hold koncentrationen fanget omkring pointen fra punkt 1, så du ikke fortaber dig i mærkelige sidehistorier om hvad du synes om tilfældige måltider fra din fortid.
Jeg er ikke særligt bibelstærk, men kan det være muligt at Jesus til den sidste nadver fortalte en lang og pointeløs anekdote om den næstsidste nadver? I så fald har jeg en smule forståelse for Judas.
KH Dorset.
PS: Undskyld, Mormor.