Kære Dorset/Statler (i anledning af Påsken)

For en gangs skyld er jeg både lodret uenig og samtidig vandret enig (hvis man kan være det? – Men det kan man vel.) med dig.

Enig, fordi vi selvfølgelig ikke skal ha’ amerikanske tilstande på serviceområdet – hvor folk nærmest betaler for at få et job og så skal hive hyren hjem på drikkepengene og gæsters nåde. Den første gang jeg var i USA, var jeg vildt begejstret over, at servitricen både fortalte mig sit navn (det stod godt nok på hendes metalskilt – men fed service alligevel) og serverede vand, INDEN hun kom med menukortet. Men man opdager jo hurtigt, at det er ét stort show for at få mest mulig i drikkepenge. Og så går gassen ligesom ud af den ballon. Lidt som i tv-branchen, når man bliver ringet op af en produktionsleder, man aldrig har hørt om. Vedkommende er lidt for venlig og man bliver skamrost (allerede her burde alarmklokken ringe). Det hele ender så med at han/hun siger: ”Vi har et vildt sjovt projekt, som vi gerne vil have DIG med på!” ”Vildt sjovt” (har jeg så senere fundet ud af) dækker over, at der ikke er en skid penge i projektet, det bliver lange arbejdsdage og man skal evt. dele værelse med en overvægtig lysmand, der snorker og har et afslappet forhold til kropshygiejne. ”Som vi gerne vil have DIG med på” betyder, – i dette tilfælde – at de HAR ringet til alle andre, som har takket nej og derefter sikkert slået en skraldende latter op (efter samtalen.)

Men jeg er uenig med dig, fordi jeg sgu da VIL ha’ noget, der bare minder om antydning af et smil, når jeg giver folk penge. Også selv om det er en betaling for en vare eller en service. Jeg gider ikke acceptere betjening, som var jeg på posthus i 80’erne, hvor det åbenbart var et ansættelseskrav, at man skulle være ubehøvlet og nedladende. En betjening af så lav standard, at man skal helt til BBHs Audiologisk Afdeling på Bispebjerg for at opleve den. Her sidder Danmarks suverænt mest bitre kvinde. Selv om hun sidder ned (bag en glasrude), formår hun at se ned på mig, selv om jeg står op på den anden side af ruden.

Nuvel. Tilbage i butikken – som man siger. (Aner ikke hvem, der siger det; men det virker bare federe end at skrive: Nu til noget helt andet.)

Det siger sig selv, at mundvigshøjden stiger proportionalt med forretningens løn/profit. Jeg har selv testet det i går. Først gik jeg i ALDY. Efter endt betaling sagde jeg: ”Tak, ha’ en go’ dag.” Kassedame: ”I lige måde,” mens hun bare stirrede tomt ud i luften. Og sådan ER det bare i ALDY. (Der var godt nok en smilende expedient en overgang; men hun stoppede hurtigt. Måske blev hun mobbet ud. Måske blev hun fyret – netop på grund af smilet.)

Nåh – tænkepause.

Så gik jeg i Den Gule Butik, som jeg kaldt den siden 00’erne. Fordi jeg til et middagsselskab hos en rimelig velhavende familie (nord for Kbh. – surprice) sagde, at jeg da købte ind i NETTO, hvorefter Fruen i Huset kikkede på mig, som havde jeg sagt: ”Jeg tjekker altid lige containeren for spiseligt affald.” Hun købte ind i Torvehallerne og Mad & Vin. Javel.). I Den Gule Butik er vi steget lidt i graderne ift. ALDY; men stadig discount. Og det kan mærkes. Stadig intet smil; men dog øjenkontakt på slutreplikken.

Og nu er det så, du tænker, at jeg gik i IRMA; men næhe nej. 99% smiler i IRMA (ansatte – IKKE kunder), og de åbner plastposen, og de lægger de ferske (bare et andet ord for friske. Fordi udtrykket ”frisk kød” ville få de andre varer til at fremstå som gamle – eller ligefrem rådne) kød i en lille pose, og de smækker en elastik om bakken med æg. IRMA-testen ville være for åbenlys. Og selv Fruen i Huset kunne finde på at gøre sine indkøb i IRMA.

Jeg afsluttede min shopping-service-test med et besøg i COOP-organisationens svar på VWs middelklassebil. Og her tænker jeg: AUDI=IRMA, VW=Brugsen og SKODA=FAKTA.

Og det kørte ret OK for Superbrugsen, Ndr. Frihavnsgade. Da jeg efterspurgte ”hel kardemomme” blev bestyreren tilkaldt, og han svarede, at det ku’ de simpelthen ikke skaffe lige i øjeblikket. Fair nok. Og det gik ret ok ved kassen. Den unge mand lagde den ferske roastbeef i en lille pose og bakken med æg fik en elastik. Og han smilede, som var han på Cipramil. Men SÅ kom afslutningsreplikken fra expedienten: ”Ha’ en fortsat go’ dag.”

”Ha’ en fortsat go’ dag!” Jeg havde lige knækket en kindtand. Det var IKKE en go’ dag. Det var en lortedag!

Jeg overvejede at gi’ ham nummeret til min tandlæge. Så kunne han jo ringe til ham og sige ”ha’ en fortsat go’ dag.” For nu kommer jeg jo igen til at finansiere min tandlæges livsstil i luksusklassen. Jeg har allerede betalt hans hest, motorcykel og 4-hjulstrækker.

Jeg burde sove med mit hoved i et pengeskab. Ikke pga. min hjerne – pga. mine tænder.

Kh

Bundsgaard/Waldorf (i anledning af Påsken)