Kære Bundsgaard.

Man burde næsten få trykt en T-shirt med teksten ”Nostalgi var bedre i gamle dage”, eller findes den allerede? I så fald beklager jeg, for gamle jokes også var sjovest, da man hørte dem første gang.

Og for at blive i gentagelserne synes jeg det kunne være sjovt at se teenagere håndtere en weekend a la 80’erne. Du ved, dengang pizza var sådan lidt eksotisk. Min mor gennemgik gamle scrapbøger forleden, og der var en regning på 40 kr for et restaurant-besøg. Jeg har været 6-7 år, så jeg har jo nok også ladet mig spise af med husets vin, men alligevel. Tænk en uskyld, man havde den gang, hvor den slags var eksotisk. Nu sidder skolebørn jo med nedadvendte læber en mandag aften, fordi de ikke kan finde deres yndlingssushi i menukortet.

Men vi kredser en del om fødevareindkøb, og jeg har en tilståelse i den sammenhæng:

Jeg ville elske at være sådan en, der ”mest gjorde mine indkøb i små specialbutikker”, men det gør jeg stort set aldrig. Jeg kan lide idéen om at købe ting af fagfolk og vil gerne støtte at det ikke bliver Lidl og Bilka det hele, men jeg har et problem med de mennesker, der ”mest gør deres indkøb i små specialbutikker”.

Sidst, jeg var hos en decideret slagter, havde pensionistdamen fra Mordor taget opstilling foran disken, hvor hun hersede med betjeningen som var han hendes personlige tyende. Hun ville blandt andethave skåret sin flæskesteg OM, fordi skiverne var blevet for tynde. Om slagteren skulle finde kødklisteret frem eller kunne klare den med hæfteklammer nåede jeg ikke at opleve, for jeg blev nødt til at forlade butikken. Jeg har kronisk lavvande i tålmodighedskassen og de sidste rester fiser ud, når folk ikke tager det mindste hensyn til den hastigt voksende kø bag sig. Typen der tror, de har fået en form for kammertjener, når de skal købe kødmad er heldigvis en begrænset gruppe, og måske koncentreret omkring mit kære Frederiksberg. Men specialbutikkerne hjemsøges også af andre spøgelser: Pilfingerhippien, der under et dække af intens interesse for de eksotiske varer får tiltusket sig smagsprøver af stort set alt hvad disken rummer, ved brug af den magiske sætning: ”Næh, hvad er det – det ser spændende ud”. Og man har lyst til at brøle ”det kaldes OST! Det har de en del af i ostebutikker”.

Det kan selvfølgelig ses som en form for privat sponsorat af vores ældre medborgere, der får et ostehapsbaseret tilskud til pensionen, men kunne de ikke få det i en samlet pose, så resten af køen ikke skal tages som gidsler i smageprocessen?

Så har vi også Gør-det-selv laboranten, der har så utroligt mange spørgsmål til indholdet i for eksempel et franskbrød, at man kunne nå at bage et nyt i den tid inkvisitionen af ekspedienten pågår. Jeg er efterhånden ved at komme i bagermangel, fordi jeg har gjort mig utilbens i samtlige brødsnedkerier i kvarteret med mine utålmodige udbrud.
Sidst prøvede jeg Rein Van Hauen, og blev fanget bag en ældre dame, der minutiøst fik gennemgået indholdet i mindst fire forskellige brød. Jeg er helt med på at det er svært at regne ud, hvad de kommer i et ”Skagensbrød” – sand fra Råbjerg Mile? – men måske skulle man nøjes med at sige, hvad man ledte efter og se, om den flinke dame kunne finde dét, men kunden skulle altså have gennemgået samtlige brød fra en ende af. Så da hun til sidst spurgte, hvad der var i et trekornsbrød, spruttede jeg ”tre korn!” og gik.
Så jeg er sådan en, der absolut nødigt handler i specialbutikker. Især ikke dem, jeg har karantæne fra.

KH Dorset.