Kære Bundsgaard.

 

Nu står jeg sgu i et eksistentielt vadested. Sagen er at jeg siden jeg flyttede har handlet i den lokale Kvickly (Kvickly Frederikshavn ville også være et besværligt alternativ). Jeg har nemlig udviklet et grasserende og ustyrligt Faxe Kondi Free-misbrug, og da Kvickly fast har mit foretrukne fix på tilbud, så har jeg henlagt mine indkøb til dem. Ja, det er der også en del pensionister af de mere tidskrævende, der har, men jeg har forsøgt at se det som et studium i tålmod, der absolut ikke er min stærke side.

Det er sundt for alle der bruger mange kræfter på at markedsføre deres egen travlhed at opleve hvor mange mennesker, der tilbringer store dele af en eftermiddag, med at stirre vegetativt ind i en kølemontre med ost.

Men jeg har også foretaget dele af mine vinindkøb i Kvickly (a propos grasserende misbrug), og jeg nærmer mig her på sørgmodige listefødder den svøbe, der plager det vestlige middelklassemenneske mest: Rabatter, der ikke ”går ind” ved kassen. Min søde mor stiller sig troligt i kø ved ”kundeservice” (altså i kiosken), hvis hun er blevet snydt for 3,90 kr., men jeg opererer storladent med en bagatelgrænse, så det er stort set kun vinkøb, der får mig til sukkende at tage opstilling bag rækken af pensionister, der skal købe Ude & Hjemme, Baileys på tilbud og meget specifikke cigaretmærker, der gik ud af produktion midt i 80’erne.

Mine suk skyldes ikke ventetiden, for travlere har jeg heller ikke. Mine suk skyldes den rent ud sagt idiotiske proces, der venter mig. Først skal man forklare at man har købt en flaske vin som var på tilbud, men at dette tilbud ikke fandtes henne ved kassen. Det er let nok, eftersom det sker HELE tiden for Kvickly. Så spørger den unge dame hvad jeg vil påstå, den burde koste. En oplysning hun bruger til lige præcis ingenting, eftersom hun straks ringer til en (som regel endnu yngre) kollega for at få vedkommende til at opstøve det forjættede vinland. Jeg forstår godt, de ikke bare kan tage mine himmelråbende påstande om vinpriser for gode varer (sic), men hvad pointen så er i at spørge til dem, forstår jeg ikke. Men det er nok fordi jeg har haft alt for god tid til at tænke over det. Det kan nemlig godt vare en rum tid at fortælle en pubertetsdreng, hvis forhold til vin er ”det, der står ved siden af Cult Shaker’ne” hvad det er for en flaske, jeg har været så letsindig at bortfjerne, over den interne telefon.

Jeg ved ikke hvor mange sprogblomstrende beskrivelser af etiketter og hvor man forkerte forsøg på at udtale ”Amarone” jeg har overhørt. Det kunne sikkert blive til en meget fin selskabsleg, men helst ikke lørdag formiddag i en lang kø i Kvickly. Især ikke når ingen af de involverede ansatte rigtig orker legen, eller har et minimum af forudsætninger for at deltage i den.

Egentlig er det jo meget smukt at unge mennesker ikke bruger deres tid på ønologi. De skal da bare have nogle shots og så derudaf. Men det er håbløsheden i at høre en kioskansat fjernstyre en 16-årige hyldeopfylder omkring på for ham fuldkommen ukendt territorium.

Bevares, de er da søde og flinke, men det havde måske været lettere hvis butikken havde kodet varerne ordentligt ind, sådan til at starte med.

Så nu må jeg i Irma. Det er 200 meter længere, så næste gang vi ses er jeg et studie i veltrænethed. De har godt nok af og til samme problem med mærkningen, men deres personale er voksne mennesker, der er i stand til at betjene en proptrækker, så det går hurtigere. Plus at de af og til kan erindre at have set tilbudsskiltet, og antager at kunden nok har ret, lige i det her tilfælde. Så vi kan konkludere at i det her tilfælde er den enes brøde, den andens Amarone-salg, som talemåden oprindeligt lød.
KH Dorset.