Kære Bundsgaard.

Du får da også skrevet om den ene efter den anden af mine svage sider. Det gode ved det er at du ikke løber tør for emner foreløbig. For dine erfaringer med DBA og de ivrige kræmmere, som hærger der, sender ærgerlige kuldegysninger nedad min hårdtplagede ryg.

For det er jo ikke kun på kræmmermarkeder, eller DBA, at folk forhandler om hvad ting skal koste De gør det jo også i helt almindelige butikker med helt almindelige prisskilte. Der findes mennesker, der ser et par bukser (eller ”en buks”, som ekspedienten så fikst ville kalde det) til 599 kr., og ser det som butikkens udspil.

Jeg ejer ikke det talent for at ”prutte om prisen”. Alt, hvad der hedder noget med at prutte, har jeg lært er uhøfligt i andres selskab. Det er derfor, jeg synes, princippet med prisskilte på tingene er sådan et praktisk system.

Så kan man nemlig stå og prutte inde i sit eget hoved, hvilket er det sted hvor det stinker mindst: Har jeg lyst til at købe denne vare til det, den koster, eller vil jeg hellere lade være.

Det er måske fordi, jeg er en lille smule introvert. Jeg vil helst ordne tingene uden alt for mange salgstaler til at bryde min tankerække, så jeg flygter som en skræmt and, når en tøjekspedient nærmer sig. Deres indblanding har kostet branchen mange potentielle salg.

Jeg burde jo stramme op, krølle min skam sammen og putte den ind i det lille, indre aflukke, hvor vi gemmer de uheldige sider af os selv. For det er jo dyrt for os, der ikke prutter om priserne. Mennesker uden skam køber ikke alene ting billigere – det er os andre, der betaler forskellen. Prutternes besparelser skal jo dækkes af de priser, vi andre betaler. Det samme gælder de minutter af ekspedienternes tid, de spilder på at stå og handle: De bliver jo fordelt ud på os, der bare mumler ”på beløbet” og selv lægger tingene i posen.

Så alt efter temperament kan man sige at lystprutterne enten snyder os andre, eller at vi snyder os selv. Så jeg har af og til overvejet at komme i gang, men stort set uden succes.

”Stort set” dækker over mine besøg hos ”Køle-Møller”: Frederiksbergs klassiske hårde-hvidevarer butik. De har store skilte på facaden med ”Alle priser er til forhandling”, og selvom det virkede skrækindjagende på mig første gang, så er de så servicemindede at de står for det hele selv. En form for prutteriets totalløsning:
Jeg pegede på et køleskab til 7995 kr, og manden stod længe og regnede og skrev ned og trykkede på den dér lommeregner i A4-størrelse, sådan nogle butikker har de sidste eksemplarer af, og så lavede han den klassiske ”trække-luft-ind-mellem-fortænderne”-lyd og sagde ”jeg kan give dig den for seks-et-halvt” og kiggede plaget op på mig. Og så havde jeg gjort det! Jeg havde pruttet en pris næsten 1500 kr ned, helt uden at sige noget.

Så Køle-Møller kan anbefales til andre ikke-kræmmere. Man får den eksklusive prutteoplevelse med, helt uden den grænseoverskridende følelse af påtrængenhed, den ellers ville udløse.

KH Dorset.