Kære Bundsgaard.

Jeg sidder her lørdag nat, lammet af frygt. En ren musikalsk frygt, der forhindrer mig i at gå i seng. Og det er jo uheldigt, eftersom vi har en aftale i morgen. Men angsten fra i formiddags sidder stadig i mig. Jeg vågnede nemlig til det, man meget generøst kunne kalde ”tonerne” af en beboer i min ejendom, der øvede sig på sin, tydeligvis nyindkøbte, cello.

Jeg er sikker på at vedkommende er et sødt og dejlig menneske, og jeg har den største respekt for at han eller hun tager på sig at lære et nyt instrument. Især et instrument så krævende som en cello. For det ER virkelig krævende. Ikke alene kræver det stor musikalsk formåen, det kræver også en stol, med mindre man har absurd veltrænede lårmuskler. Og så kræver det både at man kan stryge med en bue OG sætte fingrene, så den lyd, der fremkommer har en form for overensstemmelse med det som Johan Sebastian Bach definerede som godkendte toner. Og derfor kan jeg ikke gå i seng, af ren respekt for gamle JS Bach.

For det jeg hørte her til formiddag var virkelig en forfrossen gang cellospil. Igen: Bedre end jeg kunne have leveret det, men stadig havde jeg svært ved at høre om den nyudsprungne cellist forsøgte sig med ”Se den lille kattekilling” eller ”lille Peter edderkop”. Det var i hvert fald noget med lille, men som jeg lå der i min seng i musikalske kvababbelser var det umuligt at afgøre hvilken. Det KAN selvfølgelig have været et såkaldt medley, som man sagde i min ungdom, eller det man i dag ville kalde verdens mindst funky ”mash-up”.

Nu frygter jeg at min tålmodighed ikke klarer endnu en formiddag med gætterier. Er jeg skabt og trænet til at skelne ”Jeg ved en lærkerede” fra ”Boten Anna”? Næppe, med det niveau af cellospil, der i går blev lagt for dagen.

Jeg læste et sted at ukulelen er det letteste instrument at lære sig, så jeg købte en, men åbenbart er selv det letteste spørgsmål for svært for mig. Men i morgen formiddag vil jeg glæde mig over at jeg ikke er doven og uambitiøs, men mere bare nabovenlig.

KH Dorset.