Kære Bundsgaard.

Jeg synes du med imponerende høj frekvens kan prale af dine besøg i fitnesscenteret, der åbenbart er samlingssted for landsforeningen af vaskemiddelallergikere. Eller som de hedder internationalt: ”Wash and go blind”.

Faktisk fik din flid mig i går ud af døren: I et øjebliks overmod erklærede jeg overfor min kæreste at jeg sådan set havde tænkt mig at løbe en tur, og så fanger bordet ligesom, selvom jeg hurtigt kom i tanke om, hvorfor det er SÅ længe siden, jeg sidst har praktiseret noget i den stil. Jeg nåede at fortryde det nok til at tjekke om Beredskabsstyrelsens hjemmeside ikke var så elskværdig at fraråde unødig udgang af den ene eller anden grund, men nej…

Så jeg måtte til det.
Jeg var lige ved at finde en undskyldning, for det viser sig at Sportigan har solgt mig noget løbetøj, der kryber hvis det kommer i kontakt med støv. Det kunne de flinke folk i butikken godt have sagt da jeg købte det, for så havde jeg jo aldrig taget det ud af det praktiske, beskyttende plastic. Det lykkedes dog at finde noget, der kun ”sad til” og ikke var decideret kostumeagtigt komisk. Næste problem var at min løbe-iPod i de mørke vintermåneder ikke havde fået løbet andet end tør for strøm, så jeg måtte finde reserve-podden frem, der rummer mere rolig musik, og helt profetisk i det øjeblik, jeg slog om i løb, skiftede til ”Confutatis”-satsen fra Mozarts requiem. Nogle gange så er sådan et stykke mekanik noget klogere end sin ejer.

Til gengæld var vejret dejligt og alle mennesker i hele verden forsamlede i Frederiksberg Have. Nu er jeg ikke sådan en motionsløber, der grynter vredt og får et apoplektisk anfald hvis nogen står i vejen. Dels har jeg slet ikke luft til at grynte og dels er det latterligt at forvente at ens motionsløb i yderst moderat tempo skulle være en prioritering i andre menneskers liv. Desuden tager jeg absolut ikke skade af lidt slalomløb, så jeg zigzaggede prustende mellem børnefamilierne med den grimasse tættest på et smil, jeg kunne frembringe i min iltfattige, tungbenede, dødsmesselyttende tilstand.

Nu kan den udgave af et smil ikke blive mere anstrengt, men alligevel så genopfriskede jeg en gammel undren fra tidligere løbetur. Folk må slendre hyggeligt afsted, alt hvad de lyster, men hvad sker der for de dér grupper, der går fire og fire eller fem og fem på en sti, der knap nok er bred nok til den øvelse? En ting er at man selv synes, det er rart, men så må man da som et absolut minimum på forhånd have tænkt tanken ”Hvad hvis vi møder nogen, der vil den anden vej?” Det forårsager altid en dyb forvirring over verdens besynderlige beskaffenhed når de her storfamilie-eskadrer pludselig ikke har uhindret passage, og de stopper op i tiltagende panik og stirrer på hinanden i forundring over hvem der mon har en løsning på dette overraskende pladsproblem: At flere mennesker ikke kan optage de sammen kvadratcentimeter på samme tid uden der er risiko for at de bliver kærester af det.

Jeg har tænkt over det før, også når jeg følges med mine venner. For eksempel når vi skal til fodbold (SE, ikke spille! Man kender sine begrænsninger, normalt) kan vi sagtens være en to-fem stykker. Og jeg bilder mig ind at have registreret en kønsforskel, selvom det er forbudt og forældet med den slags kættersk tale:
Når man følges to personer er det let nok. Man går og snakker i et par. Men bliver man tre, så deler kønnene sig efter anskuelse, er min oplevelse: Kvinderne fastholder en flad trekvindes-front, mens mændene går i det, jeg har døbt ”pippe-formationen”, hvor de to går forrest i samtale, mens den tredje går bagved, mellem dem, så han kan stikke krydderen frem, hvis hans input forekommer påkrævet. Det kræver bare at det er korte pip, hvis ikke en af de to foran skal stoppe op og skabe trafikprop på det pågældende fortov. Så er det lettere når man bliver fire, for så er der to par mænd, der kan cirkulere lidt efter samtaleemne. Men min påstand er at venindegrupper er tilbøjelige til at fastholde, hvad man i håndbold ville kalde ”en flad 4-0 opdækning”.

Næste gang vi er fem, må jeg se om mændene magter en ”dobbeltpipper” og om den enlige så går mellem de to par, eller hvordan vi fordeler os. Der går bare lidt tid inden jeg kan gå igen.

Det må være det dér slalom, der var hårdt for stængerne.

 

KH Dorset.