Kære Dorset

 

Jeg bor på 2100 Østerbro – det som hedder speltkvateret, og du bor på nydelige – pæne Frederiksberg – vi må finde et passende øgenavn til dit hood (Skrev jeg HOOD? –ja det gjorde jeg, fordi jeg stadig er gammel med de unge efter at have klippet lidt Paradise Hotel).

Men kommer du snart på besøg?

Jeg er ikke bare irriteret, end ikke bare pisseirriteret – jeg er det der på nydansk hedder Yahya Hassan-irriteret (en tikkende bombe, der både kan finde på at gå i slagsmål og folketinget – vel nærmest to sider af samme sag). Nåh (og det der ord nåh er jo en ret god tænkepause).

Men NÅH.

Dette indlæg handler om kvinder. Ikke ALLE kvinder; men nybagte mødre og deres kamp – undskyld – BARNEvogn (kvindeKAMPEN må Ulla Dahlerup og hendes medsøstre tage).

Kvinder med barnevogn opfører sig som om, de tilhører et elitært selskab med særlige rettigheder, som alle fodgængere må vige for. Og jeg mener virkelig alle.

Jeg fik for snart 10 år siden en byge blodpropper i hjernen, som gjorde, at jeg skulle lære at gå for anden gang i livet. Jeg husker ikke første gang, jeg skulle lære at gå, så derfor oplevede jeg nok gang nummer 2 som den sværeste.

Da jeg kom hjem fra hospitalet, var jeg nede på at gå med to krykker (og her er det lige, at den opmærksomme læser tænker: Nede på! – Det må da være vildt besværligt at gå med flere!)

Men ”nede på” er et rammende udtryk, når man kommer fra kørestol, ”talerstol”, høj rollator og derefter lav rollator.

Jeg forsøgte mig dog med at bevæge mig udenfor på – det jeg troede – skulle være rimeligt ukompliceret på ”det pæne Østerbro.”

Og det går godt. De fleste trækker lidt til siden – giver plads på fortovet.

Lige på nær de der kvinder med barnevogne.

Barnevogne som synes som kampvogne med frustrerede førstegangsmødre.

Frustrerede fordi, de kun har to hænder. For DET er problematisk, når hun både skal drikke Caffe Latte, tale i iPhone, gnave af en speltbolle med økologisk smør OG styre en barnevogn. Og så kommer der tilmed en idiot i modgående retning, som – tilsyneladende – ikke springer ud på cykelstien.

Jeg får øjenkontakt med kvinden (gad vide om barnet i vognen nogen sinde har øjenkontakt med sin mor, der har så travlt med så meget andet?)

Jeg prøver at sende det der ”hey, tror du lige, der kunne blive plads til os begge. Se mig, jeg er på krykker”-blik.

Hun giver mig så ”hvad med mig. Jeg har født for flere måneder siden – det var smertefuldt, og min mand nægter at installere gulvvarme i sommerhuset”-blik.

Jeg stiller mig på langs op ad husmuren.

Og det kan jeg jo bare tage som en udfordring (det fik jeg i hvert fald at vide af en fysioterapeut.)

Behøver jeg at fortælle, at udfordringen er meningsløs, når mødregruppen er ude at gå tur?

Eller bare to mødre og deres barnevogne. For de SKAL åbenbart gå ved siden af hinanden – som var det skrevet ind i menneskerettighederne.

JEG ender på cykelstien – om jeg vil det eller ej.

Mht. invitationen vil jeg bare lige høre, om jeg kan bage boller af hvedemel, eller skal det være spelt?

Kh

Bundsgaard