Kære Bundsgaard.

Jeg er et dårligt menneske. Godt nok er jeg sidst blevet spurgt for nogle år siden, men jeg har altid takket nej:

Til at sidde i et ”Kendis Callcenter” i forbindelse med en indsamling.

Og du kan tro, jeg har takket nej. Med overbevisning! Castere er ellers gode til at sælge det som en handel. Du ved: Man får ”eksponering” ud af det….
Og ja, det gør man. Den værste eksponering i verden: Man kunne have siddet en hel aften og være en skuffelse for alle, der ringer ind. For det ville jeg jo være! HVER gang, jeg tog telefonen, ville jeg være ”ikke Mads Mikkelsen” eller hvem, giveren nu havde forestillet sig at tale med. Hvor nederen kunne det ikke blive at sidde i timevis og forklare sin egen berettigelse? Man ville jo ende med at være ham, der skød sig selv i den bedste sendetid, bare for at kunne være med året efter. Nåh, nej….
Nu er de heldigvis holdt op med at ringe, og det gør mig sgu så glad. Jeg har aldrig bedt om kendthed. Jeg vil bare være sådan en, der er sjov!
Mit eneste forbehold er at mine afbud virker som om, de tænker, jeg er en mand, der elsker kræft, fattigdom og smitsomme sygdomme. Det gør jeg altså ikke… Ikke alle!

KH Dorset.