Kære Bundsgaard, kære Hans.

Det er ikke til at forstå at jeg aldrig mere skal få lov at følge med i dit liv, gennem vores blog. Ni år fik jeg del i dit liv, fra de blødeste sæder på første række, når du brokkede dig over hverdagens gebrækkeligheder, med det glimt i øjet, der gjorde det til en uendelig stor fornøjelse at være den næstførste til at høre dine beklagelser, kort efter din kære mand. 
Du var godt, gammeldags høflig, og det gjorde dine sammenstød med dagligdagens skurke endnu sjovere, når du spidst, skarpt og sjovt satte dem til vægs, trygt tilbage foran tastaturet.
For det var vores ting: At kæmpe for den fælles høflighed, men helst når vi var utilgængelige bag vores låste døre.
Vi mødtes i sidste årtusind og fandt straks fælles ånd og metode, når nogen sagde noget tåbeligt:
At smile overbærende, sige noget afvæbnende og med et hævet øjenbryn fortælle hinanden, hvor dumt, det var sagt. 
Så tilrettelagde og klippede du det eneste program, jeg nogensinde har været med til at lave, der fik seertal på over en million. Altså 1.000.000 mennesker så det, dengang i flow-tv’ets tid. Og der er ingen tvivl om at det var din fortjeneste, for du var en troldmand i klipperummet. 
Du kunne løfte et sketchprogram fra skolekomedie til stor kunst, og stemningen på en redaktion fra grå kedsommelighed til ren humor.

Så blev du ramt af din første blodprop, og dit liv blev et helt andet, men jeg er meget taknemmelig for at du tog fat i mig igen, og fik skabt vores blog. Vi havde alt for få redaktionsmøder, men vi havde en fest med at dele vores dueller i den fælles kamp mod uhøflighed.

Nu er du her ikke mere, kære Hans, men jeg håber at himlen har samme kriterier som os, så de håbløse tumper får som de fortjener, og du bliver båret i guldstol op gennem køen af engle til buffeten af langtidsstegt and, så du kan blive hyldet for din høflighed og belønnet for din begavede kritik. 

Jeg savner dig og tænker på dig, og håber at du i himlen har knastør “20-20” hørelse og fuld førlighed, og møder mange andre af de søde venner, vi har mistet.

Nu lukker vores blog, men jeg glemmer dig aldrig. 
Hvil i fred, min ven, og fortæl dem, hvordan man opfører sig deroppe. 

Kærlig hilsen Dorset.