Handler du på indernettet?
Mit gæt er: Næhhe, ikke så meget.
Medmindre der lige er den der lækre spandex-buks til cykling: “For os der har rundet de 50”.
Jeg prøver at holde mig fra det; men fælden klapper ofte om mine opsvulmede ankler.
Jeg er fx på udkig efter nyt betræk til et par IKEA-lænestole. Man kan ikke købe betrækket hos IKEA. De vil have mig til at købe nye stole.
Så meget for bæredygtighed.
Nuvel.
Jeg finder en hjemmeside, der sælger betræk; men det er alt andet end “click and collect”.
Før jeg overhovedet får lov til at se på et betræk, skal jeg tage stilling til cookies. Så kommer en pop-up. Så et lykkehjul, jeg skal dreje på. Så vil de vide, om jeg vil være medlem. Så om jeg vil abonnere på deres nyhedsbrev. Så kommer der et tilbud, der kun gælder de næste 14 minutter og 37 sekunder.
Jeg vil bare købe to betræk til et par stole.
Forestil dig, at butikker i den virkelige verden opførte sig på samme måde.
1. Magasin
Jeg går i Magasin.
Ikke for at købe noget specifikt. Bare for at “ose”, som de siger i Jylland.
Jeg tager en blå skjorte ned fra et stativ, mærker på stoffet, konstaterer, at jeg ikke har brug for en blå skjorte og hænger den tilbage.
Jeg går videre.
I boligafdelingen dukker en ekspedient op bag en Le Klint-lampe:
»Undskyld, men jeg kan se, De tidligere har vist interesse for den blå skjorte.«
»Ja. Jeg hængte den tilbage.«
»Den fås også i grøn.«
»Tak.«
Jeg fortsætter ned i Mad & Vin.
Han følger efter.
»Vi har kun tre tilbage i Deres størrelse.«
»Jeg skal ikke have den.«
»Andre kunder kigger på den lige nu.«
»Det håber jeg, de hygger sig med.«
Jeg forlader Magasin.
Han følger med.
Jeg går over Kongens Nytorv. Han går 12 meter bag mig.
Jeg tager bussen.
Han tager den næste.
Da jeg kommer hjem, står han på det modsatte fortov og holder den blå skjorte op foran sig.
Tirsdag morgen ringer det på døren.
Det er ham.
»Jeg tænkte bare, De ville vide, at skjorten nu er sat 20 procent ned.«
Jeg lukker døren.
Senere går jeg i Netto efter mælk.
Ved køledisken står en mand, jeg aldrig har set før.
Han holder den blå skjorte.
»Jeg kan forstå, De tidligere har vist interesse for denne.«
»HVEM HAR SAGT DET?«
Han smiler.
»Magasin samarbejder med udvalgte partnere for at give Dem en mere relevant indkøbsoplevelse.«
»Jeg rørte ved den i FIRE SEKUNDER.«
»De virkede interesseret.«
Onsdag får jeg en mail:
HANS, VI SAVNER DIG!
Den er underskrevet af skjorten.
Jeg overvejer at flytte.
2. Hennings Pølser
Efter den omgang trænger jeg til en pølse med brød.
EN.
Meldingen er HELT klar:
EN PØLSE MED BRØD.
Jeg når til Hennings Pølser, hvor der står en dame.
»En ristet med det hele.«
»Vil du gøre den til en menu?«
»Nej.«
»Ekstra pølse for kun 12 kroner?«
»Nej.«
»Pomfritter?«
»Nej.«
»Dip?«
»NEJ.«
»Stor sodavand?«
»Jeg vil bare have den pølse.«
»Er du medlem?«
»Af hvad?«
»Pølsevognen.«
»Nej.«
»Vil du være det?«
»Nej.«
»Det er gratis.«
»Det er stadig nej.«
»Du kunne ellers have været Guldpølse nu.«
»Det går.«
Hun rækker mig pølsen.
Nej.
Hun trækker den tilbage.
»Hvis du tilmelder dig vores nyhedsbrev, får du 10 procent rabat på dit næste køb.«
»Jeg vil gerne spise dette køb først.«
»Må vi sende dig relevante tilbud fra udvalgte samarbejdspartnere?«
»Nej.«
»Hvordan vil du helst høre fra os? SMS, e-mail eller push?«
»Helst ikke.«
Pølsen er nu kold.
Jeg går.
40 minutter senere får jeg en SMS:
DU GLEMTE NOGET 🌭
Nej.
Jeg forlod noget.
3. Bageren
Næste morgen går jeg til bageren efter et rundstykke.
Jeg når ikke frem til disken.
En mand spærrer vejen:
»Accepter alle cookies?«
»Nej tak. Jeg skal bare have et rundstykke.«
»Du kan administrere dine cookieindstillinger.«
»De feder.«
»Kun nødvendige cookies?«
»Én vaniljekrans.«
Han tager samtlige småkager væk undtagen én.
Jeg peger på den.
»Hvorfor er den nødvendig?«
»Hjemmesiden fungerer ikke uden.«
Han træder til side.
Jeg tager to skridt.
Et halvanden meter højt lykkehjul bliver rullet ind foran mig:
DREJ PÅ HJULET OG VIND OP TIL 20 PROCENT!
»Jeg vil ikke dreje.«
»Du kan vinde 20 procent.«
»Jeg vil købe et rundstykke.«
»ALLE VINDER!«
»Så giv mig 20 procent.«
»Du skal dreje.«
Jeg forsøger at gå udenom.
En lem i gulvet går op.
POP!
En mand i forklæde kommer op.
»VENT! INDEN DU GÅR…«
»NED IGEN.«
Jeg kommer endelig frem til disken og får øjenkontakt med bagerjomfruen.
»Et håndværker, tak.«
»Før eller efter personalisering?«
»Bagning.«
»Vi vil gerne kende dine præferencer.«
»Sprødt.«
»Fødselsdato?«
»Hvorfor?«
»Så vi kan give dig en bedre brødoplevelse.«
»Jeg vil have et håndværker.«
»Kunder, der købte håndværkere, købte også romkugler.«
»Det gjorde jeg ikke.«
»Andre kunder kigger lige nu på denne håndværker.«
Tre mennesker kommer ud fra baglokalet og stirrer på mit rundstykke.
»Der er stor interesse for varen.«
»Det er jo en bager.«
»Præcis.«
Hun læner sig ind over disken.
»KUN 2 TILBAGE!«
Jeg kigger bag hende.
Der ligger omkring 40 håndværkere i kurven.
»Hvad med dem?«
»Dem må du ikke tælle.«
Hun stiller et nedtællingsur på disken.
04:59 … 04:58 … 04:57 …
»Hvad sker der, når den når nul?«
»Tilbuddet udløber.«
»Hvad er tilbuddet?«
»Det ved jeg ikke. Men du har fire minutter.«
»GIV MIG NU BARE DET RUNDSTYKKE!«
Hun lægger det i en pose.
»Du mangler kun 74 kroner for at få gratis levering.«
»JEG STÅR HER.«
»Vil du bedømme din oplevelse?«
»Nej.«
»Hvor sandsynligt er det på en skala fra 0 til 10, at du vil anbefale os til en ven?«
Jeg går.
Jeg er nået 200 meter ned ad gaden, da jeg hører nogen råbe:
»HANS!«
Det er bagerjomfruen.
Hun kommer løbende efter mig med rundstykket i hånden.
»Du har varer i kurven!«
»Jeg har ingen kurv.«
Hun holder rundstykket op.
»Vi har gemt det til dig.«
»Behold det.«
»Vil du fortælle os hvorfor?«
»Nej.«
»Vælg venligst én af følgende årsager.«
Jeg løber.
Da jeg kommer hjem, har jeg ingen skjorte, en kold pølse og stadig intet rundstykke.
Til gengæld er jeg blevet medlem af Hennings Pølser, har accepteret nødvendige vaniljekranse og bliver forfulgt af en blå skjorte.
Jeg åbner Wolt.
»Vi værdsætter dit privatliv.«
Jeg lukker computeren.
Jeg går i seng på tom mave og uden skjorte.
Kh
Hans