Kære Bundsgaard.
Danmark er ikke, som det var engang. Vores kultur er under pres. Nytilkomne trænger sig på og udfordrer vores sæder og skikke. Især sæder.
Jeg taler naturligvis om den dér irriterende gruppe, der konstant kræver særbehandling, taler et fuldkommen uforståeligt sprog og ikke accepterer den måde vi plejer at gøre tingene på i Danmark.
Med andre ord. De unge.

Jeg har i den her uge været i Jylland tre gange med tog, og som om det ikke bar straffen i sig selv, så har jeg HVER gang, jeg skulle hjem, og glædede mig til at synke ned i det sæde, jeg havde reserveret, kunnet konstatere, der lå et henslængt ungt menneske og fuldkommen ignorerede at der over pladsen stod, at nogen havde betalt for at sidde der.

En af gangene var det en hel gruppe, der havde slået sig ned på og omkring mit sæde, og forventes jeg så at jage én af dem væk og sætte mig og hyggesludre med de andre?

De andre to gange var det en ung kvinde, der havde lagt sig til at sove på min plads, og havde pakket sig ind i tæpper og jakker og puder og tørklæder og en aura af mistrivsel.
Det kan det vel for helvede ikke være mit job at vække det menneske? Jeg får ikke penge for at køre i tog – tvært imod! Jeg betaler en blinkende formue, plus 30 kr. for pladsbilletten, som så jeg lige så godt kunne have skyllet ud i toilettet, hvis toilettet altså ikke var optaget af en anden ung kvinde.

Jeg betaler for en ydelse, jeg kun kan få, hvis jeg rusker et fremmed menneske vågent og befaler det at gå, men jeg er ikke ansat som dørmand eller vagt.

I de gode, gamle dage fungerede systemet jo, fordi folk lige tjekkede om sædet var optaget, før de satte sig, men vi er simpelthen blevet invaderet af en generation, der har hovedet for langt oppe i egen selvmedlidenhed til at aflæse et display.

Jeg ville jo ikke kunne vække dem uden af få en lang og knirkende klagesang om hvor hårdt det var at blive vækket på den måde og en længere redegørelse om alle de ting, der var umenneskeligt hårde i sædebesætterens svære eksistens.

Og om ti år ville vækningen have sat sig som et traume i denne følsomme sjæl, der stadig ikke helt kan fatte at hønnes søvn ikke er en prioritering for resten af befolkningen, så jeg ville risikere på bagkant at blive den store skurk i en podcast om slemme sorger og “retraumatiseringer”.

Jeg ved godt, det er lidt voldsomt at påstå, den unge generation ligefrem har meldt sig ud af den kultur, vi hidtil har kendt. Men vis mig en tyveårig, der ved hvad ”hidtil” betyder. Til gengæld har jeg lige stået i kø til togets eneste fungerende toilet med tyve stive unge, der råbte ”Six – Seven”, selvom det ikke har været en ting i tre måneder.

Som gruppe hader jeg den generation, Bundsgaard, omend jeg holder meget af enkelte individer. De andre håner al den viden, de ikke selv har, men opslår hysteriske latterhyl, hvis man ikke kender det ”Meme” eller den influencer, de følger

Jeg tror og håber at den gruppe, der har gjort mig så grumpy, er begrænset i størrelse og holdbarhed, men lige nu fylder de det hele.

Igen rent bogstaveligt.

En af de grupper, der havde taget mit togsæde i den her uge, var tre drenge omkring de tyve. De to af dem var kridhvide, men de afsluttede alligevel samtlige sætninger med ordet ”bror”, og de udnævnte så mange ting og sager til ”ordentligt sygt” at jeg havde lyst til at rejse mig og høre, om der var en læge til stede.
Deres brug af mobiltelefoner var som de tre bjørne i Guldlok, forudsat at de bjørne havde fået en bjørnehjerneblødning:
Den ene spillede et spil, der afgav konstante ”pling”-lyde. Højlydte og uregelmæssige. Den anden så ”reels”, med lydstyrken helt i top, og tit noget med sportskommentatorer i brunst.

Den tredje hørte bare høj musik, og heldigvis var det dansk vocoder-rap af den slags, hvor man lytter til teksten og får en intens medlidenhed med rapperens dansklærer.
Vi sad 10-12 mennesker og lyttede til det lydinferno. Nogle skruede op for deres hovedtelefoner.

Damen, der havde insisteret på at hendes plads var den 4. og sidste i båsen med de tre tumper sov rævesøvn så intenst, man halvt forventede, hun ville udstøde et ”rork-pyyyy”, midt i reels og rap og pling-lyde.
Jeg turde simpelthen ikke bede dem skrue ned, Hans. Deres energi var sær og semi-aggressiv og jeg tænkte, det kunne gå alle veje, så jeg skruede bare min egen musik op, og tænkte mere tinnitus var at foretrække frem for mere ”bror!”-snak eller knivstik.

Men der var en pædagog med toget! En mand på omkring de 40, der rejste sig op, gik hen til dem og satte sig ned på hug, så han kunne levere sit budskab på en tolerabel måde.

Jeg skruede straks musikken ned, så jeg kunne høre med, og denne helgen forklarede bare helt roligt de tre tumper at det forstyrrede os andre i togvognen, når de hørte så høje lyde på deres telefoner.

Reaktionen var undren. Chok og undren. Man kunne se på de unge mænds fjæs at de simpelthen aldrig havde tænkt på at når der kom lyde ud af deres telefoner, så kunne andre end dem selv høre det!?

Men de tog det pænt, og skruede ned, kortvarigt…

Man taler tit om at de unge er stressede, og selvfølgelig er de dét. Men de eksponerer også sig selv for utroligt meget input.

Her er min version af, hvad der er sket for de unge, Hans:
På samme måde som vi blive stressede, hvis vores chef ringer, idet vi er ved at udfylde vores selvangivelse, mens nogen banker på døren, så har de unge altid 10-12 henvendelser på samme tid. Deres ost fryd varighed Herning fest!

Mit bud er at sådan lyder al voksensnak for de unge. Noget *cringe vrøvl, de ikke har bredbånd til, og ikke har tid at lytte til, og så slår de os hen som fortabte oldtidsfund, og STJÆLER vores sæder!

Problemet er at vi ikke kan få et samfund til at fungere, hvis man kan frigøre sig selv fra reglerne, bare man føler, man har det hårdt.

Men jeg kan jo godt forstå, det ikke bider på de unge mennesker, der har stjålet mit sæde, for de sidder jo i et DSB-tog, og hvis der er nogen, som i 100-vis af år har tørret deres egen uformåen af på flertallet, så er det sgu statsbanerne, så måske hører de bare sammen, de unge og de inkompetente, og så skulle jeg måske bare sætte mig i min bil næste gang, og skide på klimaet.
Ellers kunne DSB måske indføre det princip at man SKULLE have en pladsbillet?
Med mindre, man var ked af det…

Kærlig hilsen Dorset.